En æra er snart forbi i Bayern München.
Til sommer forlader Thomas Müller klubben efter 25 år, når den nuværende kontrakt med Der Rekordmeister udløber.
I den seneste tid har der været rygter om, at Bayern ikke ville genforhandle den aftale, og det bekræfter Thomas Müller nu selv.
- Hej Bayern-fans. Efter en masse spekulationer om mig for nylig, vil jeg gerne bruge dette brev til at give jer en mulighed for at afklare tingene.
- Selv efter alle disse år, uanset hvor mange minutter jeg spiller, nyder jeg stadig virkelig at være på banen med drengene og kæmpe om titler sammen for vores farver. Jeg kunne sagtens have forestillet mig selv i denne rolle næste år også.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Men klubben har bevidst besluttet ikke at forhandle en ny kontrakt med mig for næste sæson. Selv om det ikke var i overensstemmelse med mine personlige ønsker, er det vigtigt, at klubben følger sin overbevisning.
- Jeg respekterer dette skridt, som bestyrelsen bestemt ikke har taget let på, skriver Thomas Müller i et længere brev til Bayerns fans på sin hjemmeside.
Han tilføjer desuden, at han ikke har brudt sig om de seneste måneders spekulationer i offentligheden, hvor hans fremtid har været til debat.
Nu vil han i stedet fokusere på at slutte godt af i den klub, som han har opnået store øjeblikke med.
- Jeg fornemmer, at alle involverede sætter pris på min lange tid i Bayern, og jeg føler en dyb glæde over at have spillet for min elskede klub i 25 utroligt intense år.
- Gennem så mange vidunderlige fælles øjeblikke vil jeg for altid være forbundet med FC Bayern og med jer alle, skriver Thomas Müller.
I denne sæson står Müller noteret for 24 kampe i Bundesligaen, men han er kun startet inde otte gange, da han er røget længere og længere ud i kulden hos cheftræner Vincent Kompany.
Men når Müller forlader Säbener Strasse til sommer, kan han se tilbage på en utrolig karriere for Bayern München.
Den 35-årige tysker har været med til at vinde imponerende 33 trofæer med Bayern München, som blandt andet tæller 12 tyske mesterskaber og to Champions League-titler.
Og det kan blive til en triumf i begge turneringer igen i denne sæson, som Thomas Müller også går efter.
- Det ville være en drøm for mig at tage mesterskabet med hjem og nå den længe ventede finale (Champions League-finalen, red). på hjemmebane i slutningen af maj.
- Jeg vil give alt, hvad jeg har!

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Bayern München
Bundesliga




























