North American Soccer League -Tidligere RFC-keeper jagter ny klub efter USL
2021-01-17 06:30:02
Foto: Lars Rønbøg / Getty Images

Tidligere RFC-keeper jagter ny klub efter USL

Den tidligere HB Køge- og Randers FC-målmand Frederik Due er tilbage i Danmark efter knap to år i USA, og han leder efter en ny klub i Skandinavien.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

28-årige Frederik Due vendte i slutningen af 2020 hjem til Danmark efter to år i USL i USA. Først et halvt år i Hartford og resten af tiden i Orange County.

Sidstnævnte tilbød at forlænge den 28-årige keepers kontrakt, men han havde brug for at vende hjem til Danmark og tænke lidt over livet, fortæller han til bold.dk.

- Ja, de tilbød mig en kontraktforlængelse, men jeg havde brug for lige at være hjemme lidt. Det skyldtes mange ting. For det første var det et rigtig langt år med COVID-19 derovre, hvor jeg ikke kunne se mine venner og familie i så lang tid. Det var altså okay hårdt.

- Derudover skete der en masse ting på privatfronten, så jeg havde bare brug for at komme lidt hjem og mærke efter, om jeg egentlig havde lyst til at tage derover igen, eller om jeg skulle prøve en ny udfordring på et højere niveau, siger Frederik Due og tilføjer:

- Jeg kunne ikke bare blive ved med at trække svaret til dem, så jeg var ærlig om, at jeg ikke var sikker, og så blev vi enige om, at de skulle lede efter noget andet. Jeg ville ikke bare blive ved med at holde dem hen.

- Når man sidder derovre alene i 10 måneder og kun må se holdkammerater i en boble, får man tid til at tænke. Der er faktisk andre ting i livet end fodbold. Det var sundt, for samtidig har det ikke afskrækket mig. Den samlede oplevelse derovre var fed. Det var to gode år, og nu søger jeg en ny udfordring på et forhåbentligt endnu højere niveau.

Tager det stille og roligt

Siden hjemkomsten har den tidligere Randers FC-målmand holdt formen ved lige i en af sine andre tidligere klubber, nemlig HB Køge, imens han leder efter den rette klub for fremtiden.

- Jeg fik spillet en del fodbold derovre, og her i ferien har jeg trænet med i min gamle klub HB Køge. Det har været super. Så rent fodbold- og formmæssigt føler jeg mig godt tilpas. Jeg føler, at jeg er i en alder, hvor jeg spiller noget af min bedste fodbold. Det fik jeg bevidst derovre. Det har  bare været opadgående de seneste par år.

- Jeg vil gerne blive ved med at spille fodbold. Sportsligt var det fint derovre og en fed oplevelse. Jeg fik spillet en masse, som jeg søgte efter min tid i Randers. Det er egentlig det samme, som jeg søger nu, siger Frederik og fortsætter:

- Altså at være på det højeste niveau i Skandinavien, hvor jeg har chance for at spille. Jeg var andenmålmand i Randers. Nu er jeg 28 år, og jeg synes ikke, at det er sjovt at sidde på bænken. Det var nemmere, da jeg var ung. Spilletid skal være realistisk.

- Danmark har jeg lidt svært ved at se, qua at der jo skal være nogle pladser ledige. Jeg vil gerne spille i Danmark, men der er kun 12 klubber i Superligaen, og vintervinduet er ikke lige så gunstigt. Så Sverige eller Norge er nok et godt bud, men det er svært at spå om. Jeg er meget åben.

Da Frederik Due er uden kontrakt, skal han ikke have fundet en ny arbejdsgiver, inden transfervinduet lukker 1. februar, og han forsøger da også at have is i maven og være ekstra grundig i valget for fremtiden.

- Min agent arbejder selvfølgelig på højtryk på at finde en ny klub. Der har været noget interesse, hvor de endte med at finde en anden, eller hvor jeg ikke lige havde lyst. Jeg tror, at der sker noget op mod februar, men for mig er der jo ingen tidsfrist.

- Det handler om, at det skal være det rigtige. Når man er fri, har man ikke travlt. Derfor har vi også aftalt fra start, at vi tager det stille og roligt og hopper på, når vi får det gode tilbud. Det har været tæt på, men det skal nok komme, siger han.

Frederik Due nåede 107 førsteholdskampe for HB Køge, inden han skiftede til Randers FC i sommeren 2016. 

Her blev det dog til blot til 12 førsteholdskampe, og derfor blev parterne enige om at ophæve aftalen seks måneder før tid, så han kunne drage til USA for at få fast spilletid.

Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce