





FC Midtjylland har et særdeles godt udgangspunkt inden returopgøret i pokalkvartfinalen mod FC Nordsjælland.
Torsdag vandt Mike Tullbergs tropper 5-1 i Herning, og derfor blev cheftræneren spurgt ind til FCM's chancer for at gå videre i turneringen.
Herefter kom Tullberg ind på kunstgræsset, som FCM før har haft det svært på i Farum.
- De har en klar konkurrencefordel ovre på kunstgræsset. Det er nærmest som at spille i en hal, så det bliver en helt anden fodboldkamp.
- Jeg glæder mig ekstremt meget til at komme derover, fordi alle i Danmark siger, at man ikke kan presse FCN højt på deres kunstgræsbane.
- Jeg kunne rigtig godt tænke mig, at mit hold er så dygtigt, at vi kan lykkes med det. Det bliver helt sikkert rigtig svært, men jeg kunne godt tænke mig at prikke lidt til det, for vi skal ikke lave om på os selv, fordi vi skal spille på kunstgræs.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Så må vi blive gode nok til det, for det bliver ikke sidste gang, at vi skal til Farum. Jeg glæder mig helt vildt meget til kampen, men jeg parkerer den nu, for vi har først en Superliga-kamp og en Europa League-kamp, siger Tullberg.
Synes du, at det er unfair, at man må spille på kunstgræs?
- Jeg sagde det også første gang, vi skulle derover, men alt, der er tilladt, kan man ikke brokke sig over.
- Det er tilladt, selv om det er en klar konkurrencefordel, og i og med at det er tilladt, er det ikke noget, som vi skal bruge tid på.
- Vi skal derover, og så skal vi være gode nok til at løse det, siger Tullberg.
Returopgøret spilles den 14. december, hvorefter holdene går på julepause.

FC Midtjylland
FC Nordsjælland
Oddset Pokalen


































