International -TV3 Sport og Graulund i strid: Han løj for os
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
2022-03-22 16:56:43
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

TV3 Sport og Graulund i strid: Han løj for os

TV3 Sport og Peter Graulund har tirsdag været i retten for første gang i sagen om TV-stationens fyring af fodboldeksperten.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Tirsdag mødtes TV3 Sport og TV-stationens tidligere fodboldekspert Peter Graulund til den første af to retsdage i Københavns Byret.

Ekstra Bladet kom løbende med opdateringer fra retsmødet, hvor sagens parter fik lov til at svare på spørgsmål.

Sagen omhandler fyringen af Peter Graulund, som TV3 Sport foretog i efteråret 2020, efter eksperten ifølge TV-stationens udsagn ad flere omgange havde arbejdet for sin gode ven, agenten Mikkel Beck, uden at informere om det.

Helt konkret handler det om, at Peter Graulund, mens han var ansat som fodboldekspert på TV3 Sport, optrådte på et billede med AaB-spilleren Marcus Hannesbo, og efterfølgende sad med til møder med FC Nordsjælland-spillerne Mikkel Rygaard og Magnus Kofod.

Peter Graulund mener, at han blev fyret på et uberettiget grundlag, og derfor lagde han sag an mod TV3 Sport, der hele vejen igennem har stået - og fortsat står - fast ved beslutningen.

- Løj direkte for os

I denne uge skal Københavns Byret afgøre, hvorvidt Graulund eller TV3 Sport har retten på sin side, og tirsdag foregik det første retsmøde, hvor både Graulund og en række TV3 Sport-chefer fik lov til at svare på spørgsmål.

Her blev der ikke lagt fingre i mellem i de to parters svar og beskyldninger imod hinanden. 

Eksempelvis da NENT's (selskabet, der driver TV3-kanalerne) sportschef Kim Mikkelsen forklarede baggrunden for fyringen. 

Her fortalte Mikkelsen nemlig, at Graulund direkte løj overfor TV-stationen, da de, efter at have fået kendskab til Hannesbo- og Kofod-episoderne, spurgte til, om der var yderligere sager.

- Vi siger til Peter, at det er skuffende, at han har løjet om, hvorvidt der var andre sager. Og vi er nødt  til at samle tankerne efterfølgende. Inden for en halv time informerer vi ham så om, at vi ophæver aftalen. Tilliden var brudt, fordi han havde løjet direkte for os. Der var ikke mere tillid, siger Mikkelsen om fyringen ifølge Ekstra Bladet.

Peter Graulund fik også lov til at svare på spørgsmål ved mandagens retsmøde, og her var svaret klokkeklart, da han blev spurgt til, hvorvidt han havde ageret agent for de tre spillere eller forsøgt at skjule oplysninger for TV3 Sport.

- Nej, siger Graulund ifølge Ekstra Bladet.

Onsdag finder anden og sidste retsmøde i sagen sted. 

Annonce

12 kommentarer

Se kommentarer
Annonce