2024-06-23 22:54:22

Tysk overtids-eufori: Füllkrug sikrede gruppesejren til sidst

Der var lagt op til stor folkefest i Frankfurt, men jublen kunne først bryde ud helt til sidst. I overtiden udlignede Füllkrug nemlig til 1-1 og sikrede, at Tyskland vandt gruppen.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

EM - 3. runde

FT

SCH

1 - 1

TYS

28'
10
Dan Ndoye
Mål
90'
11
Niclas Füllkrug
Mål

Søndag aften skulle EM-gruppe A afgøres.

I Frankfurt bragede de tyske værter og Schweiz sammen i en kamp, hvor vinderen ville være sikker på at toppe gruppen. 

Efter en chancefattig og taktisk start på opgøret, fik Tyskland bolden i mål efter 19 minutters spil. 

Robert Andrich scorede på et langskud, som Yann Sommer burde have taget ti ud af ti gange. Til målmandens store glæde blev kassen dog annulleret for et frispark i opspillet.

Ni minutter senere var det Schweiz' tur til at få bolden i mål.

Og denne gang stod scoringen. 

Artiklen fortsætter efter billedet

EM -Tysk overtids-eufori: Füllkrug sikrede gruppesejren til sidst
Foto: Kirill Kudryavtsev/AFP/Ritzau Scanpix

Remo Freuler fandt Dan Ndoye med en tværpasning foran kassen, og herfra var Bologna-spilleren sikker. Efter et VAR-tjek for offside fik målet lov til at stå, og nu var det Tyskland, der skulle jagte.

Julian Nagelsmanns tropper sad på bolden det meste af tiden, men de havde store problemer med at nedbryde Schweiz' defensiv. 

Antonio Rüdiger kom frem til en hovedstødschance kort før pausen, men Real Madrid-stopperen stangede bolden forbi mål. 

Overtidshelt
Kampen var også fra anden halvlegs start en jævnbyrdig affære. 

Tyskerne rykkede længere op ad banen, og det resulterede i fine forsøg fra Florian Wirtz og Toni Kroos. 

Det resulterede dog ikke i nogen kasser. 

Schweiz skabte ikke meget i den anden ende, og det virkede til, de satsede på at holde 1-0-resultatet hjem.

Efter 71 minutter faldt Tysklands hidtil største mulighed. De fik kombineret sig helt ind i det lille felt, men Joshua Kimmichs skud blev blokeret af Manuel Akanji. 

Der blev også tjekket for et straffespark, men det fik tyskerne ikke.

Fem minutter før tid, troede alle på stadion i Frankfurt, at Ruben Vargas havde afgjort kampen. Hans scoring blev dog annulleret for offside.

I stedet blev Schweiz' eufori byttet ud med en lang næse, for i overtiden kom forløsningen for Tyskland.

Indskiftede Nicklas Füllkrug steg til vejrs efter et indlæg fra David Raum og stangede udligningen i kassen, og så kunne festen begynde i Frankfurt.

Der blev nemlig ikke scoret flere gange, og kampen sluttede 1-1.

Resultatet betyder, at Tyskland løber med gruppesejren, mens Schweiz må nøjes med andenpladsen. 

Det betyder også, at Danmark skal møde Tyskland, hvis det ender med, at Kasper Hjulmands tropper kommer på andenpladsen i sin gruppe. 

Artiklen fortsætter efter indholdet

EM - 3. runde

FT

SCH

1 - 1

TYS

28'
10
Dan Ndoye
Mål
90'
11
Niclas Füllkrug
Mål
Annonce

27 kommentarer

Se kommentarer
Annonce