Ove Pedersen er fortsat tro imod sin hidtil så succesfulde lavpris-taktik, når vestjyderne skal forstærkes. Nu har han forstærket sin trup med den talentfulde 20-årige forsvarer Frank Hansen, der sin unge alder til trods allerede har spillet 95 kampe for 1. divisionsklubben Ølstykke.
Frank Hansen er ikke en ukendt figur i dansk talentudvikling. Siden han var 16 år har han spillet 49 landskampe for DBUs forskellige ungdomslandshold – heraf tre for U21-landsholdet, hvor han synes oplagt som en del af stammen i den nye årgang. Måske sammen med Esbjerg-holdkammeraterne Jakob Poulsen, Nicolaj Høgh, Martin Heinze og Anders Egholm, der alle er U21-landsholdsemner efter Flemming Serritslevs afsked med bl. a. Jan Kristiansen og Tommy Bechmann.
Efter en karrierestart som angriber har Frank Hansen i de senere år haft succes med en omskoling til forsvaret, primært højre back. Dermed ses han som en oplagt afløser i Esbjerg for svenske Erik Wahlstedt, der forlader SAS Liga-klubben senest ved kontraktudgang i slutningen af juni i år.
- Jeg har fulgt Frank både for Ølstykke og på landsholdet, og han passer som type godt ind i den måde, vi bruger vore backs på. Han er ikke en decideret forsvarsback men er hurtig og aggressiv, så han kan bidrage til offensiven, siger Esbjerg fBs cheftræner Ove Pedersen om sit nyindkøb.
Frank Hansen havde også tilbud fra andre SAS Liga-klubber, men han valgte Esbjerg på grund af de gode muligheder for at udvikle sig under Ove Pedersens kyndige ledelse.
- Det vigtigste for mig er at komme til en klub, hvor jeg kan udvikle mig og blive en bedre fodboldspiller, og hvor der er styr på tingene. Mine mål er at sikre mig en plads på Esbjergs hold og at beholde min plads på U21-landsholdet, siger Frank Hansen.
Esbjerg meddeler i øvrigt i dag, at klubben netop har forlænget sine kontrakter med talenterne Rune Lind og Jesper Jørgensen til hhv.december 2005 og juni 2007.
Kort før jul lavede vestjyderne også langtidsaftaler med unge Nicolaj Høgh.



































