Én spiller skilte sig særligt ud, da Kasper Hjulmand på tirsdagens pressemøde pegede på de 26 navne, der er udtaget til de kommende testkampe i slutningen af marts.
Mikkel Damsgaard.
Brentford-danskeren kæmper med at få spilletid i sin klub og er i denne sæson noteret for blot 504 minutter i alt svarende til lidt mere end fem fulde kampe.
Derudover har han ikke scoret siden EM-semifinalen mod England i 2021. Det er knap 1000 dage siden.
Allerede på pressemødet forklarede Kasper Hjulmand, hvorfor han alligevel har set Damsgaards vej, men efterfølgende fik han mulighed for at uddybe sit synspunkt, da Bold spurgte ham:
Har du et særligt blødt punkt for Mikkel Damsgaard?
Artiklen fortsætter efter billedet

- Nej, det vil jeg ikke sige, at jeg har. Men når vi har spillet ham, har han været god. Vi mistede noget lim i spillet, da vi førte 2-0 mod Kasakhstan og tog ham ud.
- Det, han giver vores hold, er svært at måle. Han er ikke verdens hurtigste, den mest fysiske eller er én, der vinder mange dueller. Men han er limen i vores spil. Mod Slovenien kommer han også ind og gør en spiller som Christian (Eriksen, red.) bedre.
- Han er en type spiller, som vi ikke har særligt mange af. Vi har ikke så mange mellemrumsspillere. Vi har ikke så mange, der kan det ligge helt naturligt derinde og flyde mellem linjerne.
Er i fare
Kasper Hjulmand anerkender, at Mikkel Damsgaard godt kunne være et bedre sted, men han har stadig forhåbninger til den spiller, der under EM i sommeren 2021 var blandt Danmarks helt, og som blomstrede i fraværet af Christian Eriksen.
- Det kan godt være, han ikke har scoret siden, men hver gang, han har spillet for os, har han gjort det godt.
- Han har godt nok spillet nogle gode minutter, og han gør vores spil bedre, gentager Hjulmand, der peger på en spiller som FCK's Magnus Mattsson, der kan lidt af det samme.
- En spiller som fx Mattsson viser nogle ting, som er spændende også i den type af spillet, hvor han kan spille i mellemrummene. Men vi har ikke mange af den slags.
- Mikkel har været god i de minutter, han har spillet i Brentford, og han er i en god fysisk forfatning. Og så han har spillet godt for os. Det er derfor, han er med.
Alligevel kan den danske landstræner godt forstå, hvorfor udtagelsen af Mikkel Damsgaard er kommet bag på flere.
Han lægger samtidig heller ikke skjul på, at han er i puljen af spillere, der er i fare for at misse EM-slutrunden, hvis han ikke præsterer de kommende uger og måneder.
- Det forstår jeg godt kan overraske folk, når han ikke har spillet så meget, men jeg må holde fast i, at vi ikke har så mange af den type spillere.
- Han har gjort vores spil bedre, når han har spillet, og så må vi se, hvordan han præsenterer sig, når han kommer ind.
- Hvis han ikke kan gøre vores spil bedre, og han ikke spiller op mod EM, så er det klart, at han er i fare. Men vores opfattelse af Mikkel er, at han gør vores spil bedre, når han spiller.
Danmark møder Schweiz i en testkamp 23. marts, inden de tre dage senere får besøg af Færøerne.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere


Træningskampe
Danmark





































