HB Køge tog torsdag en flot skalp, da de i en træningskamp slog OB’s Superliga-klare mandskab med 3-2. Sejren imponerer træner Henrik Lehm, ikke mindst på grund af en lidt alternativ opstilling i forsvaret.
- Vi startede i bagkæden med Malte Amundsen, der er U19-spiller, på venstre back. Gustav Gjøg, der er førsteårssenior, var på højre back, Mads Juel Andersen, der også er førsteårssenior, som den ene midtstopper, og så Daniel Arrocha, der lige er fyldt 22, som den anden, siger Lehm til bold.dk.
- Så vi havde et forsvar med en gennemsnitsalder på 20 år. Alexander Ludwig, som ellers har bundet det hele sammen i efteråret, og Mark Gundelach, der også er mere rutineret, sad begge ude grundet småskader.
- I første halvleg, hvor vi mødte det OB-hold, der nok starter mod Randers på mandag, var det superflot, at vi holdt nullet med en så ung bagkæde, siger Lehm.
HB Køge spiller om 11 dage pokalkamp mod Vendsyssel, og til den kamp ventes de skadede spillere tilbage.
- Jeg regner med at Ludwig spiller på torsdag i vores træningskamp, og der regner jeg med, at Gundelach kan få en halv time, siger Lehm.
Alexander Bah, Marc Rochester og Lee Rochester scorede HB Køges mål i sejren.



HB Køge
Betinia Liga































