Normalt spiller Oliver Hobgood for Herning Fremads Serie 1-, Serie 3- eller U19-hold mod hold som BV Oksbøl og Ikast FC, men det næste stykke tid hedder modstanderne Den Dominikanske Republik, Saint Lucia, Belize og Anguilla, og der er der en helt bestemt grund til.
17-årige Oliver Hobgood er nemlig blevet udtaget til Sint Maartens U20-landshold til VM-kvalifikationsturneringen, der finder sted, i Den Dominikanske Republik. Den unge midtbanespiller siger til LigaBold.dk, at han er født på Sint Maarten, og derfor er han kommet i betragtning til landsholdet.
- Det er fordi, jeg er vokset op der. Jeg har faktisk spillet med landsholdet, siden jeg var 13 år. Så de kender mig godt, og de vidste, at jeg ville blive ved med at spille fodbold, når jeg kom til Danmark. De ved, at mit niveau ikke er faldet, så de besluttede sig for at vælge mig, siger Oliver Hobgood til LigaBold.dk.
Sint Maarten består af blot cirka 33.000 indbyggere, hele 7.458 kilometer vest for Danmark, og det betegnes som et af fire lande i Kongeriget Nederlandene.
Det betyder, at der ikke er mange spillere at vælge mellem. Alligevel er Hobgood stolt over at skulle repræsentere sit land.
- Det gør mig rigtig glad, at de har valgt mig. Det gør mig endnu mere glad, da jeg ikke bor på øen, og de kan vælge folk på øen, men de valgte mig, og det gør mig glad. Jeg glæder mig.
Den unge spiller siger, at landet er ret nyt i en fodboldmæssig sammenhæng.
- Det er nok omkring fire-fem år. Vi er ikke en del af FIFA endnu, men vi prøver at blive det. Vi prøver at gøre holdet bedre ved at arbejde med unge spillere.
Vil gøre landet stolt
Sint Maarten skal spille fire kampe ved U20-VM-kvalifikationsturneringen, og det bliver nogle vanskelige kampe, vurderer Herning Fremad-spilleren.
- Vi har nogle hårde modstandere. Hovedmålet er at få erfaring, til når vi kommer op på seniorholdet eller til andre U20-turneringer. Vi vil prøve at lære af de andre lande.
U20-holdet vil dog kæmpe til sidste slutfløjt, og det kan give en del læring, siger Hobgood.
- Vi er ikke det bedste hold på kvaliteten, men vi vil gøre vores bedste for at gøre landet stolt.
Mor er fra Danmark
Nogle vil måske tænke, hvorfor Hobgood er endt i Danmark og hos Herning Fremad. Det skyldes, at moderen er dansk, og hun bor i Herning.
- For fire år siden var der orkan på øen, og jeg flyttede til Danmark, fordi min mor er dansk. De boede i Herning, så jeg skulle bare gå fem minutter for at komme til træning. Da jeg kom tilbage, besluttede jeg mig for at spille for dem igen, og at det ville blive et godt hold for mig at spille for, siger Oliver Hobgood til LigaBold.dk og tilføjer, at han kom tilbage til Denmark for to år siden.
Oliver Hobgood kan spille alle positioner på midtbanen, men han har på det seneste spillet mest som sekser eller otter, og midtbanespilleren er god til at læse spillet, nævner han.
Første opgør for Sint Maartens U20-landshold er mod Saint Lucia fredag 5. november klokken 16 lokal tid.
Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.



Herning Fremad
Sint Maarten U20































