





Den tidligere italienske landsholdsspiller Mattia Destro har fået en flot start på sæsonen, og lørdag scorede han et ganske bemærkelsesværdigt mål.
Målet i sig var et godt chip efter en fin dribletur, men det mest opsigtsvækkende var, at han gjorde det med en vandflaske i hånden.
Han havde nemlig drukket vand kort forinden og nåede ikke at smide flasken fra sig, forklarer han efterfølgende.
- Jeg havde krampe og var træt, og så vidste jeg ikke, hvor jeg skulle smide flasken hen, så jeg holdt den bare i hånden, siger Destro ifølge Football Italia.
Målet til 3-2 var Mattia Destros andet i kampen og Genoas tredje på otte minutter. Derfor lignede det, at klubben ville ende med at vende 0-2 til en flot comebacksejr, men i overtiden fik Verona udlignet til slutresultatet 3-3.
- For at være ærlig troede vi, arbejdet var færdigt efter sådan et comeback, men Verona fortjener kredit, siger Destro.
Mattia Destro har nu scoret fire kasser i sine første fire Serie A-kampe i denne sæson.
— Genoa CFC (@GenoaCFC) September 25, 2021


Genoa
Serie A

































