Viborg FF har sat et markant punktum i klubbens mangeårige ambition om at opføre et elitecenter.
Med en netop gennemført aktieudvidelse har klubben rejst 35 millioner kroner, som skal bruges til byggeriet af det nye center, der forventes at stå klar senest i sommeren 2027.
Administrerende direktør Morten Jensen glæder sig over resultatet af processen, der har samlet opbakning fra både lokale investorer og klubbens hovedaktionærer.
- Vi er meget glade og stolte over den interesse, vi generelt mærker, og som vi også har mærket i denne proces.
- Der er et stort og stærkt fællesskab omkring Viborg FF, og til denne aktieudvidelse har vi fået opbakning fra omkring 40 lokale virksomheder samt op mod 100 privatpersoner, og jeg vil gerne takke alle, der har bidraget og vist interesse, siger Viborg-bossen.
Artiklen fortsætter efter billedet

Planerne om et elitecenter har længe stået højt på ønskelisten i Viborg, og med de 35 millioner kroner kan projektet nu realiseres. Centret skal ligge i Viborgs vestlige bydel og bliver klubbens største investering til dato.
Ifølge Morten Jensen vil de nye faciliteter få afgørende betydning for Viborg FF’s fortsatte udvikling.
- Vi er meget taknemlige for, at hovedinvestorerne har valgt at bakke op om planen for et nyt elitecenter ved at tilføre yderligere kapital til klubben.
- De seneste fire år har vi etableret os i 3F Superligaen og leveret både flotte sportslige resultater og stærke regnskaber. De penge, vi har tjent, bliver løbende geninvesteret i klubben, og nu kommer der så yderligere en investering på et væsentligt millionbeløb, siger han.

VM Morgenbriefing: Norge drømmer videre - Mbappé knuser Sverige
Hattrick | Afsnit 129Erling Haaland sendte Norge i ottendedelsfinalen, hvor selveste Brasilien nu venter. Vi ser på den norske eufori og de stærke reaktioner fra både Haaland og Ståle Solbakken.
Læs mere
Viborg FF
3F Superliga




































