2025-05-15 14:30:00

Wrexham kigger mod Danmark: Der går ikke lang tid

Wrexham følger det danske marked og forventer at tilføre spillere fra Skandinavien inden for en overskuelig fremtid. Det fortæller klubbens direktør, Humphrey Ker, til Bold.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Back to back to back.

Wrexham er på en imponerende rejse, der i slutningen af april nåede et nyt peak med klubbens tredje oprykning i streg.

Efter sommerferien frister den walisiske klub en tilværelse i det engelske fodboldsystems næstbedste række, Championship, og det får en betydning for kultklubbens rekrutteringsstrategi. 

Bureaukrati i de lavere engelske fodboldrækker har holdt Wrexham i en form for spændetrøje i forhold til at hente spillere fra lande i EU, men det ændrer sig nu, og det kan betyde danske tilgange inden for en overskuelig fremtid.

Det fortæller Wrexham-direktør Humphrey Ker i et interview med Bold.

Artiklen fortsætter efter billedet

Championship -Wrexham kigger mod Danmark: Der går ikke lang tid
Foto: Craig Brough/Reuters/Ritzau Scanpix

- Indtil videre har vi primært kigget på ikke-europæiske spillere. 

- Jo længere nede i de engelske rækker du er, desto sværere er det at få papirarbejdet og arbejdstilladelse godkendt, men nu, hvor vi rykker op i Championship, udvider vi naturligvis vores horisont, siger han og fortsætter. 

- Jeg tør godt sige, at der ikke går lang tid, før vi begynder at se flere skandinaviske spillere hos os. 

Følger det danske marked
Humphrey Ker var manden, der i 2020 overbeviste Ryan Reynolds og Rob McElhenney om at købe Wrexham. 

Han har selv en baggrund som skuespiller, men da duoen fulgte hans råd og investerede i den walisiske klub, blev han selv ansat som ejernes mand i Wrexhams daglige drift. 

Den 42-årige englænder har således en finger med i spillet omkring alt fra spillerrekruttering til pleje af fanmiljø og så videre.

Han beskriver sig selv som en type, der altid har elsket fodbold og særligt Liverpool. Af den grund er han personligt vild med det danske marked, som Wrexham derfor også følger tæt. 

- Det danske marked er virkelig interessant. Se bare, hvad Thomas Frank har bedrevet i Brentford. 

- Premier League er fyldt med dygtige spillere fra Danmark, og sådan har det været i mange år. Eriksen, Damsgaard, Jan Mølby, Daniel Agger og så videre. 

- Jeg er Liverpool-fan, så jeg er især fan af Mølby og Agger, men min pointe er, at der er så meget kvalitet i Danmark, siger Humphrey Ker, der desuden mener, at danske spillere passer godt ind i britisk fodbold. 

- Jeg ser også nogle ligheder mellem Danmark og England i forhold til måden at tænke fodbold, og derfor passer danske spillere godt ind i engelsk fodbold, afslutter han. 

Humphrey Ker er lige nu i København i forbindelse med premieren på sæson fire af Wrexham-dokumentaren 'Welcome to Wrexham.'

Annonce

32 kommentarer

Se kommentarer
Annonce