20-årige Magnus Nissen skal ikke længere være en del af NordicBet Liga-klubben Sønderjyske, da keeperen skifter til AB på en toårig kontrakt.
Sønderjyske-målmanden fortæller til bold.dk, at flere klubber i NordicBet Ligaen var ude efter ham, men valget faldt på 2. divisionsklubben AB.
- Først og fremmest er det sindssygt fedt at flytte til København. Jeg havde andre muligheder, men oplevelsen i at flytte var også en stor del af det.
- Det er en fed traditionsklub, og så håber jeg på et tidspunkt at komme i startelleveren, selv om jeg godt ved, at konkurrencen som målmand er lidt speciel.
- Den har jeg stor respekt for i forhold til, hvordan de gør tingene, siger Magnus Nissen til bold.dk.
Nissen er draget af, at AB har store ambitioner om at komme op i NordicBet Ligaen, og målmanden tror, at han kan lære meget af at være i Gladsaxe-klubben.
- Jeg er slet ikke i tvivl om niveauet. Jeg har tidligere været til prøvetræning på 3. divisionsniveau.
- Det tekniske niveau er helt i top, og der er meget læring i det som ung målmand, da jeg kun har haft et år på et seniorhold. Nu får jeg de næste to år i AB.
Blevet bedre i Sønderjyske
Den unge målmand fastslår, at han har det fint med, at det er slut i Sønderjyske, og Nissen husker tilbage på mange gode minder i den sønderjyske klub.
- Jeg havde gode fire år i Sønderjyske, og jeg var også glad for, at jeg kunne få det sidste år på seniorholdet.
- Jeg er blevet en lidt bedre målmand ved at vænne mig til seniorniveauet på højere niveau. Jeg er dog også klar på noget nyt, siger Magnus Nissen til bold.dk.
AB endte som nummer fem i den seneste udgave af 2. division. Nissen nåede at få debut i NordicBet Ligaen for Sønderjyske, da han stod mellem stængerne mod FC Helsingør.


Sønderjyske
AB
CampoBet 2. division

































