




Jesper Sørensen har taget Vancouver Whitecaps med storm.
Danskeren overtog tøjlerne hos den canadiske Major League Soccer-klub i januar, og siden har Sørensen og co. haft stor succes.
I Major League Soccer topper Vancouver Whitecaps den vestlige konference, hvor man kun har tabt én kamp. Det er derfor en historisk start for Sørensen.
Den danske cheftræner har dog også skrevet historie andetsteds.
I CONCACAF Champions Cup, som er den nordamerikanske Champions League, har han ført Vancouver Whitecaps frem til klubbens første finale.
Whitecaps bookede billetten ved at slå de mange stjerner fra Inter Miami, og det var på mange måder en stor oplevelse for Sørensen.
- Det er altid specielt, og herover er det jo også specielt. Inter Miami fylder jo meget blandt andet på grund af Messi og nogle af deres andre spillere.
- Det er jo også kun godt, for det giver en masse opmærksomhed til ligaen, som ellers er svær at trække opmærksomhed fra Europa.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Vi spiller på nogle mærkelige tidspunkter i forhold til Europa, så på den måde gør det alt lidt større og mere specielt, siger Jesper Sørensen til Bold.
Slog tilskuerrekord
Den første af de to semifinaler mod Inter Miami blev spillet i Canada.
På Vancouver Whitecaps hjemmebane BC Place blev der slået tilskuerrekord, da der var mødt 53.837 fans op, og det var på grund af Lionel Messis ankomst.
- Når du møder et hold som Miami, bliver det forstærket alle steder fra. Der var tilskuerrekord og fuldt hus på BC Place, og sådan er der normalt ikke til vores kampe. Faktisk langt fra, griner Jesper Sørensen.
Sørensen forstår da også godt hypen, da Messi er en levende legende.
- Det er klart, at det bliver jo altid specielt, når du spiller mod spillere som Messi. Han er måske den bedste spiller, der nogensinde har spillet, og derfor er det klart, at det er også et stort forbillede for mange af vores spillere.
Men Messi og co. kunne ikke gøre noget på BC Place, da Vancouver Whitecaps vandt den første kamp med 2-0.
Hev fat i Jordi Alba
En uge senere skulle returopgøret spilles på Chase Stadium i Fort Lauderdale, hvor Jesper Sørensen og co. måtte på en flyvetur på seks timer.
Det kunne man dog ikke se på spillet, da Vancouve Whitecaps igen satte Inter Miamis mange stjerner på plads, hvor man trods en dårlig start fik vendt kampen.
Jordi Alba havde ellers bragt værterne foran efter ni minutter, men så vågnede Whitecaps op til dåd og snuppede en sejr på 3-1. Dermed endte det sammenlagt med 5-1 til Sørensen og co.
Ved slutfløjt kunne man se Sørensen gå hen mod Alba, hvor der er kommet følgende billede:

Foto: Megan Briggs/AFP/Ritzau Scanpix
Hvad sagde du til ham?
- Jeg sagde til ham, at det var flot at se, at han stadig spillede med så meget passion og stadig var så bevægelig. Man kunne virkelig se, hvor meget det betød for ham.
- Han spillede virkelig med alt, og han er stadig en god spiller. Så jeg sagde til ham, at det var flot, og at det klædte holdet og ligaen, at han gav så meget af sig selv.
Sørensen tilføjer, at han også lagde vægt på, at Whitecaps' spillere kunne lære meget af Inter Miamis stjerner, som har et højt niveau.
- Det er altid fedt at spille op mod sådan nogle spillere, når man samtidigt kan se, at de gør alt, hvad de kan. Alba og dem har jo været bedre, men derfor er de stadig dygtige spillere, og det var sjovt at se.
Sørensen fortæller desuden, at han ikke fik talt med Lionel Messi efter de to kampe, men han var dog lige forbi cheftræner Javier Mascherano og Sergio Busquets.
Stor finale i vente
Inter Miami blev skubbet til side, og derfor er Jesper Sørensen nu klar til en historisk Champions Cup-finale.
Det glæder danskeren sig over, men Sørensen indrømmer da også, at bedriften er større for andre i Vancouver Whitecaps.
- Nu har klubben ikke været i den her finale her før, så det er også specielt. For mig er det anderledes, fordi jeg lige er kommet. Jeg har jo ikke været med i særlig lang tid af den her klubs eksistens.
- Det er da fantastisk og godt, men der er mange, der har været i klubben i mange, mange år, og for dem er det jo helt unikt, at vi er kommet så langt, for det er slet ikke normalt.
- Så jeg er mest glad på folks vegne herovre, at de også får den her oplevelse med spillerne, der virkelig har været gode. Det må jeg også sige, afslutter Jesper Sørensen til Bold.
Bold har taget en stor snak med Jesper Sørensen, som giver et indblik i hans nye liv i Vanocuver Whitecaps.
Det er en tilværelse, hvor der er flere kontraster til livet i Danmark, og det er på godt og ondt.

Vancouver Whitecaps
CONCACAF Champions League
Inter Miami CF

































