


Der var europæisk stemning i Parken, da FC København fik besøg af det engelske storhold Chelsea i den første af to Conference League-ottendedelsfinaler.
Inden opgøret havde en syg Thomas Delaney givet FCK en stor mavepuster, men det var slet ikke til at se i første halvleg, at den erfarne midtbanespiller manglede.
Victor Froholdt og William Clem havde det meste af tiden slet ingen problemer med at træde i karakter – bedst eksemplificeret ved sandwichen på Reece James, der satte en FCK-omstilling i gang, hvor en Amin Chiakha-aflevering dog manglede for, at angrebet blev farligt.
Den unge midtbaneduo fik i flere tilfælde hjælp af Kevin Diks, der skubbede op på midten fra sin centrale plads i fem-back-kæden.
Udgangspunktet i de tidlige minutter var, at FCK stod lavt, mens Chelsea forsøgte at finde de løsninger, der kunne bryde værterne op.
Det lykkedes slet ikke, og da pausefløjtet lød, havde Chelsea ikke haft et eneste skud på mål. Kun Cole Palmer havde et reelt forsøg i den første halvleg.
Artiklen fortsætter efter billedet

Omvendt fik FC København mod slutningen af første halvleg mere og mere tid på bolden, men heller ikke her resulterede det i egentlige chancer, og derfor gik de to mandskaber til pause med et 0-0-resultat.
Vigtig scoring
Den stilling ændrede sig meget hurtigt i anden halvleg.
Her var der kun gået to minutter, før Chelsea-anfører Reece James sparkede bolden i nettet fra lang afstand.
Men jublen fra Chelsea-fansene havde nærmest kun lige lagt sig, da FC København var tæt på at svare tilbage.
Birger Meling fandt Viktor Claesson med en kanon stikning. Svenskeren sendte bolden mod det lange hjørne, men bolden tog stolpen og røg op i armene på Chelsea-keeper Robert Sanchez.
Efter den store FCK-chance fik Chelsea lidt mere ro på og kørte bolden rundt i egne rækker.
De danske værter lurede på omstillingerne, som flere gange blot manglede det sidste for at blive farlige.
Men så kom mavepusteren.
FCK's Giorgi Gocholeishvili mistede bolden ude ved sidelinjen, Tyrique George kom fri og fandt Enzo Fernandez, der sikkert sendte gæsterne på 2-0.
Herefter så det ud som om, at kræfterne var ved at være brugt op hos flere af spillerne på begge mandskaber, men med ti minutter tilbage af opgøret fik Parken og FCK ny energi.
Marcos Lopez smed et flot frispark ind i panden af Gabriel Pereira, der scorede sikkert.
Chelsea stillede sig herefter tilbage, mens FCK-fansene forsøgte at piske hjemmeholdet frem.
Men selv om værterne kom frem til flere gode muligheder, kom der ikke flere scoringer, hvorfor FC København endte med at tabe 1-2.
Der spilles returopgør på torsdag i næste uge.


FC København
Chelsea
Conference League





































