- Der er mulighed for Patrick at spille for det nigerianske landshold, og vi kan ikke udelukke noget.
- Lige nu er han af sted med U21-landsholdet, som han giver sit fulde fokus, men vi ved ikke, hvad fremtiden byder.
Sådan lød det tirsdag fra Kingsley Ogbodo, der er agent for Patrick Dorgu, i et interview med bold.dk.
Den 19-årige Lecce-komet har fået sit gennembrud i Serie A, men Danmark risikerer altså, at venstrebacken kan blive fristet af at repræsentere Nigeria, som står klar til at tilbyde en plads på landsholdet og er kvalificeret til AFCON.
Dorgu har nigerianske forældre, men er opvokset i Danmark.
Artiklen fortsætter efter billedet

I landsholdslejren onsdag fik Kasper Hjulmand en pause fra presseaktiviteter, men assistenttræner Morten Wieghorst mødte i stedet bold.dk og de øvrige journalister.
Wieghorst var dog ikke meget for at tale om Dorgu og henviste til, at Danmark har en vigtig kamp mod Slovenien på fredag.
- Helt overordnet synes jeg, han er en rigtig spændende spiller, men jeg vil helst ikke snakke for meget om ham. Han er her ikke nu, for han er med vores U21-landshold, hvor han er en vigtig brik, men det er jo ikke aktuelt til vores kamp fredag.
- Jeg vil meget gerne tage en snak om ham en anden dag, for jeg har fulgt ham, og han er en dygtig spiller, som, jeg ved, bliver fulgt rundt omkring af andre klubber, men mere er der ikke at sige til det lige nu.
- Mit og vores fokus er på fredag og de spillere, vi har her, siger Wieghorst.
Udtalelserne fra agenten er ikke gået landsholdsassistentens næse forbi.
- Jeg så det godt, men det vil jeg overhovedet ikke bruge tid på nu. Det er ikke noget, vi skal bruge tid på.
Er det ikke bekymrende, hvis Danmark mister sådan et talent?
- Vi har en sindssygt vigtig kamp fredag, og vi skal ikke begynde at snakke om Dorgu. Han er på vores U21-landshold lige nu, og de har også to vigtige kampe. Så kan vi tage en snak om det andet en anden dag, siger Wieghorst.
bold.dk arbejder naturligvis på at få en snak med Patrick Dorgu selv.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

Lecce
EM
Nigeria
Danmark

































