



League One-klubben Cardiff havde onsdag aften besøg af Chelsea i Carabao Cuppens kvartfinale.
Hjemmeholdet startede uden danske Yousef Salech i startopstillingen, men FC København-lejesvenden Nathan Trott vogtede buret.
Gæsterne fra Chelsea skiftede 11 spillere, hvilket gav plads til Filip Jørgensen i målet.
Chelsea gik ind til opgøret som store favoritter, men det udviklede sig jævnbyrdigt.
I første halvleg måtte Jørgensen diske op med en flot refleksredning, da han kom godt ned og reddede et afrettet indlæg fra at gå i mål.
Artiklen fortsætter efter billedet

De første 45 minutter bød ikke på scoringer, derfor måtte Chelsea reagere med to ændringer i pausen.
Ind kom Alejandro Garnacho, og det viste sig hurtigt at være en god beslutning.
Cardiff-forsvarer Dylan Lawlor smed bolden væk som bagerste mand, hvilket Garnacho hurtigt straffede med en scoring i det lange hjørne.
Hjemmeholdet lagde sig dog ikke ned. 20 minutter senere slog Cardiff tilbage.
David Turnbull fik serveret et perfekt indlæg, som han flot pandede i mål. Filip Jørgensen kunne intet stille op på stregen.
Dermed duftede det af en afgørelse i straffesparkskonkurrence, men kort før tid viste Chelsea lidt klasse.
Pedro Neto modtog bolden i Cardiff-feltet og sparkede så gæsterne på 2-1 med en flad afslutning i det lange hjørne.
I tillægstiden lukkede og slukkede Garnacho. Argentineren blev spillet fri i feltet og sparkede så bolden i mål til slutresultatet 3-1.
Med sejren er Chelsea klar til semifinalen i Carabao Cuppen.
Yousef Salech fik lidt over en halv time på banen for Cardiff.

Chelsea
Cardiff
Carabao Cup
































