



I første kamp under den nye manager Patrick Vieira vil Genoa nok føle, at de skulle have vundet.
Langt hen i kampen, hvor blandt andet Morten Frendrup scorede, var hjemmeholdet foran, men til sidst sluttede det med 2-2 mod Cagliari.
Cagliari gav ellers Vieira den værst tænkelige start, da Razvan Marin bragte gæsterne i front fra pletten i det ottende minut.
Men bare fire minutter senere kom Frendrup på tavlen, da han fangede en opsamling efter et langt indkast og sparkede bolden i mål med venstrefoden.
Efter en lille times spil kom det pressede hjemmehold også foran, og den scoring stod Fabio Miretti for efter et fint oplæg fra norske Morten Thorsby.
Nordmanden gjorde det dermed godt igen, for det var ham, der begik straffesparket i begyndelsen af opgøret.
Artiklen fortsætter efter billedet

Med små fem minutter tilbage af kampen pegede kampens dommer igen på pletten, og igen var det Cagliari, som fik tildelt spillets største chance.
Marin var blevet udskiftet, og derfor tog Roberto Piccoli sig af sparket.
Det gjorde han ganske sikkert, og så var det igen lige med kort tid tilbage.
I kampens tillægstid blev gæsternes Nicolas Viola præsenteret for et rødt kort, da han gik ind med højtløftet ben i tackling.
VAR-billederne viste dog, at Viola var først på bolden, og derfor kunne han nøjes med et gult.
Både Genoa og Cagliari er efter pointdelingen på 11 point, hvilket rækker til en 15.- og en 16. plads.


Cagliari
Genoa
Serie A



































