En besynderlig og lidt usædvanlig ændring har fundet sted i den tredjebedste italienske række.
Den har betydet, at danske Frederik Sørensen har fået ny klub - selvom han ikke er skiftet nogen steder hen.
Han har siden marts tørnet ud for FeralpiSalò, men fra næste sæson spiller Sørensen for Union Brescia, som er en klub, der formelt blev registreret under det navn for to dage siden.
Klubben overtager dermed FeralpiSalòs licens og er en del af en større manøvre, hvorved byen Brescia fortsat kunne have et professionelt fodboldhold til trods for den skandaleombruste konkurs, som traditionsklubben blev ramt af sidste måned.
Bevaringen af fodbold i Brescia var af stor betydning for byens borgmester, som forhørte sig hos regionens tre andre klubber Ospitaletto, Lumezzane og FeralpiSalò med henblik på at flytte klubben til Brescia - og starte op i Serie C.
Det faldt alt sammen i hak i torsdags, og klubben er nu i omdrejninger under nyt navn, mens FeralpiSalò - en klub grundlagt i 2009 i en fusion af to andre klubber - formelt ophører med at eksistere.


Brescia
FeralpiSalo
Serie C


































