


Lørdag aften var Manchester City på en svær opgave i det nordengelske. Hjemme på St. James Park tog Newcastle imod Pep Guardiolas tropper.
Et mindre opgør i den store kamp var mellem den tyske måltyv Nick Woltemade og den norske bomber Erling Haaland.
Begge formstærke angribere skulle få deres muligheder i løbet af kampen, men var begge usædvanlige uskarpe.
Haaland var tidligt i kampen ved at bringe Manchester City foran, men den formstærke nordmand kiksede sit lob over en fremadstormende Nick Pope.
I den anden ende fik Newcastle også testet Gianluigi Donnarumma, der dog viste sig stærk i flere situationer.
Særligt Nick Woltemade var tæt på i flere omgange, men italieneren var på plads mellem stængerne.
Artiklen fortsætter efter billedet

Det var hans kollega i det andet mål i den grad også. Pope diskede op med en genial redning, der afviste Haaland fra nært hold.
Harvey Barnes misbrugte en kæmpe chance for Newcastle.
Også Phil Foden havde en gylden mulighed i den anden ende for at bringe City i front i første halvleg, men placerede bolden en tand for yderligt, og den gik forbi stolpen.
Og trods et hav af chancer stod det altså 0-0 efter første halvleg.
Åbnet for sluserne
Efter pausen havde Woltemade endnu en stor chance foran mål, men igen reddede Donnarumma.
Og i den anden ende brændte Haaland endnu en chance. Nordmanden var ukarakteristisk uskarp denne lørdag aften.
Men efter en times spil brød Newcastle dødvandet. Bruno Guimaraes serverede for Harvey Barnes, der gik på mål og scorede til 1-0.
Så var der åbnet for sluserne. Newcastle-føringen holdt kun i fem minutter.
Efter en del kaos i det nordengelske felt dumpede bolden ned til Ruben Dias, der resolut hakkede bolden ind mellem venner og fjender.
Bolden tog en afretning og endte i nettet bag Pope, og så stod der 1-1.
Men kort efter svarede Newcastle igen. Woltemade headede bolden på tværs til Guimaraes, der pandede den på overligeren. Barnes var over riposten og scorede til 2-1.
Efter et længere VAR-tjek stod målet ved magt.
På trods af at have produceret chancer i hele kampen, havde City umådelig svært ved at skabe muligheder det sidste kvarter.
På trods af otte minutter tillægstid lykkedes det ikke Manchester City at udligne, og de tabte 1-2 til Newcastle.

Superliga-profiler siger farvel
Hattrick | Afsnit 81Real Madrid kaldte tirsdag aften til et højst usædvanligt pressemøde med Florentino Pérez efter dage med kaos, rygter og massiv uro omkring den spanske storklub.
Læs mere
Manchester City
Newcastle
Premier League








































