Det var til at se, at det var et derby, der blev spillet søndag eftermiddag i Aarhus.
Både AGF og Randers FC var i hvert fald klar på at gå til stålet, og det skulle vise sig efter bare 20 sekunder, hvor en syngende tackling fra Tobias Mølgaard fik Ceres Park Vejlby til at juble. Så var standarden sat.
Og de vilde tacklinger, store chancer og hårdt kæmpede dueller skulle vise sig at fortsætte kampen igennem. Der var dog også plads til tekniske spillere som Mikael Anderson, der fik lov at vise sig frem på flotteste vis, selvom han også brænder en stor mulighed i anden halvleg.
I udeholdets angreb havde Stephen Odey fået muligheden – og det havde Rasmus Bertelsen gjort klogt i. Odey leverede både et mål og en assist. Især oplægget var af høj, høj kvalitet, da AGF-defensiven blev splittet helt og aldeles ad.
Det endte med at blive et opgør, hvor AGF igen var fint med - men hvor modstanderholdet var skarpest. Det giver deja-vu til sidste forår og står i skarp kontrast til det ellers flotte efterår.
Artiklen fortsætter efter billedet

Hvor længe kan det fortsætte, AGF?
Her er Bolds karakterer fra opgøret.


Tobias Mølgaard
Mølgaard begyndte som lyn og torden, hvor han bragte Ceres Park Vejlby i kog med en syngende tackling. Forsvarsspilleren endte dog med en uheldig hovedrolle i to af Randers’ scoringer, hvor han begik fundamentale opdækningsfejl i begge situationer. Det var ikke godt nok - især for en spiller af Mølgaards kaliber.


Mikael Anderson
Mikael Anderson var blevet foretrukket på toppen sammen med Patrick Mortensen, og det skulle vise sig at være en klog beslutning. For Andersons sublime teknik fik i dén grad lov at skinne igennem. Anderson satte konstant Randers-defensiven på prøve, og det skal han have ros for – selvom den store afbrænder trækker ned.


Mathias Greve
Midtbanemanden løb som sædvanlig solen sort, og det var tydeligt at mærke, at udeholdet søgte ham, når bolden skulle fragtes fra eget felt til modstanderens. Han fungerede også som det kreative krydderi på den stærke Randers-midtbane, og det udmøntede sig også i en assist. Endnu en flot kamp af Greve.


Stephen Odey
Det har mildest talt ikke været en pragtsæson for Odey, som i dagens kamp så sin første startplads siden august. Denne chance greb nigerianeren dog på fornem vis og kvitterede med både assist og scoring, inden han forlod banen med noget, der tyder på at være småskavanker. Sådan viser man sig frem, Odey!


Nicolai Poulsen
Det lader ikke til, Nicolai Poulsen og Randers-truppen er på julekort – selvom Poulsen tidligere har spillet i Randers. For AGF-krigeren var her, der og alle vegne, både på godt og ondt. Han har en vigtig rolle i AGF’s spil, men han er i dén grad også i fokus, når spillerne er oppe at toppes, spørg bare Daniel Høegh.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

AGF
Randers FC
3F Superliga





































