Ukrainske Zorya Lugansk blev mandag ramt af et stort chok, da højrebacken Oleg Danchenko faldt om med et hjertestop på træningsbanen.
Det melder Danchenkos tidligere klub Shakhtar Donetsk på Twitter, hvor de skriver, at han var klinisk død.
Danchenko er i denne sæson udlejet til Zorya Lugansk fra AEK Athen, og den græske klub er også kommet med en udmelding, hvor de støtter den ukrainske back i denne tid.
Det er fortsat uvist, hvad der helt nøjagtigt er sket på træningsbanen i Tyrkiet, men ifølge det græske medie Skai.gr kan Danchenko sende en stor tak til en flok østrigere.
Mediet skriver nemlig, at det var lægestaben på et østrigsk mandskab, som fik reddet Danchenko, da de havde en hjertestarter med ud på træningsbanen.
Zorya Lugansk har endnu ikke meldt noget ud på deres sociale kanaler vedrørende Danchenko.
28-årige Oleg Danchenko blev for et år siden ramt af endnu en personlig tragedie, da han mistede sin kone i et biluheld.



Zorya
AEK Athen
Premier League



































