


Alassana Jatta har nydt stor succes siden sit skifte fra Viborg FF til Notts County i den fjerdebedste engelske række.
I indeværende sæson er det blevet til ti fuldtræffere på tværs af alle turneringer, og det blev tidligere på måneden belønnet med en udtagelse til det gambiske landshold.
Fredag aften fik den 25-årige angriber så sin debut, og her skulle han blot bruge 18 minutter på at få netmaskerne til at blafre.
Et indlæg fandt vej til bagerste stolpe, hvor han dukkede op og sparkede kuglen ind helt ude ved fjerneste stolpe.
Debutscoringen var dog forgæves.
Kort tid efter formåede Comorerne nemlig at udligne, og i dommerens tillægstid snuppede gæsterne alle pointene, da Myziane Maolida gjorde det til 2-1.
Alassana Jatta og co. indtager i skrivende stund tredjepladsen i Gruppe A med fem point efter ligeså mange spillerunder.
Gruppen bliver toppet af Tunesien, der har ti point.


Gambia
Comorerne
VM kval. CAF



































