Lars Friis blev fredag præsenteret som ny cheftræner i Cercle Brugge, hvor han mandag havde sin første arbejdsdag.
Den 49-årige dansker har skrevet under på en aftale, der gælder for den resterende del af sæsonen, men med en option på yderligere to år.
Til klubbens hjemmeside fortæller han, at han glæder sig til at tage arbejdshandskerne på og komme i gang.
- Jeg mærker enorm energi hos spillerne og staben. Jeg er meget glad for at blive en del af denne familie. Da projektet i Cercle blev præsenteret for mig, blev jeg straks imponeret.
- Der er meget potentiale og kvalitet i denne trup. Jeg ser derfor virkelig frem til fremtiden.
- Men vi skal arbejde hårdt - hver eneste dag. Kampe bliver også vundet i løbet af træningsugen, siger han.
Lars Friis fortæller desuden, at han har fulgt den belgiske liga tæt.
- For to sæsoner siden kvalificerede klubben sig til europæisk fodbold, samtidig med at man integrerede unge spillere. Det er en meget interessant filosofi.
- Jeg har også fulgt den belgiske liga siden vores samtaler begyndte, ligesom jeg har fulgt de belgiske hold, der har gjort det godt i Europa.
- I Belgien er der desuden en lang historie med danske trænere, spillere og sportsdirektører. Jeg har talt med nogle af dem, og andre vil jeg møde igen her, siger Lars Friis.
Cercle Brugge er en del af nedrykningsspillet i Belgien.


Cercle Brugge
Jupiler Pro League



































