2025-07-07 09:15:00

Kalveknæ og mandestøvler ødelægger knæ: Er p-piller løsningen?

Kvinder er langt mere udsat for knæskader, og især korsbåndsskader. Forskning peger på, at udstyr lavet til herre er en ulempe, mens p-piller måske kan hjælpe problemet i den rigtige retning. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Bold i Schweiz
Artiklen fortsætter efter indholdet

EM 2025 - 2. runde

FT

TYS

2 - 1

DAN

Fredag aften var den gal igen. 

Bayern München-stjernen Giulia Gwinn måtte udgå af Tysklands EM-åbner mod Polen grundet en knæskade, der kommer til at holde hende ude i lang tid. 

Det er tredje gang, at Gwinn pådrager sig en alvorlig skade i knæet, og det er hun ikke ene om. 

Kvindelige fodboldspillere har ifølge studier, som blandt andre FIFPRO og BBC har refereret til, et sted mellem seks og otte gange større risiko for at få en korsbåndsskade end mænd.

Det blev illustreret ved VM-slutrunden for kvinder i 2023, som næsten 30 spillere missede med et korsbånd, der var revet over. 

Den danske landsholdsspiller Frederikke Thøgersen er en af de spillere, der har oplevet det på egen krop. 

Hun husker stadig følelsen, og derfor har hun ikke haft lyst til at se billeder af Giulia Gwinns skade: 

- Jeg har ikke selv set hendes skade, og det skal jeg heller ikke. Jeg kan ikke holde til at se de knæskader.

Artiklen fortsætter efter billedet

EM 2025 -Kalveknæ og mandestøvler ødelægger knæ: Er p-piller løsningen?
Foto: Sebastien Bozon/AFP/Ritzau Scanpix

- Det giver en mærkelig følelse i kroppen og et sug i maven, fordi det er noget jeg selv har prøvet, og jeg ved, hvor hårdt det er, fortæller Thøgersen. 

Kvinder i mandestøvler.
Mens der fortsat forskes i de mange knæskader til kvinder, så er der endnu ikke helt enighed om, hvad der forårsager det. 

- Jeg synes, det er ekstremt ærgerligt, at der relativt er så mange flere knæskader til kvinder end til mændene. 

- Jeg ved ikke, om det handler om fodboldstøvlerne, eller hvad man skal gøre, men det er dejligt, at nogen forsker i det. 

- Jeg håber, at forskerne finder ud af noget, der er brugbart, siger Thøgersen. 

Netop det med støvlerne har været et fokus- og kritikpunkt fra mange af aktørerne i kvindefodbolden. 

Fodboldstøvler er som oftest designet efter mænds behov, og det kan være farligt for kvinderne. 

Kvindelige fodboldspillere vejer ofte mindre end mænd, og de vil derfor i højere grad have brug for en anden længde knopper på støvlerne, hvis de skal kunne stå ordenligt fast på græsset.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Passer knopperne ikke, risikerer man at sidde fast i græsset, når der skiftes retning, fordi underlaget ikke giver sig på samme måde som hos mændene.

Det kan være meget belastende for knæet. 

- Der er en direkte forbindelse mellem støvlerne og en øget risiko for at blive skadet. 

- Særligt i år har vi set en ekstra høj risiko for korsbåndsskader for kvindelige fodboldspillere, sagde Katrine Okholm Kryger, der er lektor på St. Mary's University i London og er en af forfatterne bag en videnskabelige artikel på området, i 2022.

Er p-piller en løsning?
En anden mulig faktor ved kvinders korsbåndsskader er menstruationscyklussen, der får hormonerne til at svinge.  

Det har fået forskellige forskere til at kigge på, om P-piller kan være med til at mindske risikoen for skader: 

- Jeg ved, at der er kommet nogle resultater frem med, at hvis man monitorerer menstruationscyklussen med p-piller, så kan man reducere skadesrisikoen. 

- Jeg kender ikke sandhedsgraden i det, men jeg har læst, at det er noget af det, som de kigger på. 

- Jeg håber i hvert fald, at man bliver ved med at forske i det, så der forhåbentligt kan gøres fremskridt, fortæller Frederikke Thøgersen. 

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Mens der er fundet en statistisk sammenhæng mellem p-piller og mindre risiko for knæskader, er det endnu ikke bevist, at der er en korrelation. 

Årsagen til den mulige virkning menes at være, at p-piller modvirker de store udsving i østrogenniveauet, som kan opstå omkring ægløsning, og som kan påvirke leddenes stabilitet. 

Kvinders kalveknæ
Selv om meget peger i retning af mange forskellige årsager, der alle sammen skubber til de mange knæskader, er én faktor dog tydeligt bevist. 

Mænd har omkring 30 procent stærkere muskler end kvinder, mens kvinders anatomi og bredere bækken gør, at lårbenet og knæet mødes i en anderledes vinkel, hvilket gør kvinder mere kalveknæede.

Det er ofte, når benene er i kalveknæsposition, at korsbåndsskader sker. 

Det fortalte Jesper Bencke, leder af bevægelseslaboratoriet på Hvidovre Hospital, til Weekendavisen i 2023:

- Skaderne sker oftest med et strakt ben og i en kalveknæsposition. Samtidig roterer man i knæet. Det er de tre bevægelser, korsbåndet begrænser.

- Sker alle tre samtidig og med stor kraft, kan korsbåndet blive stresset så meget, at det ryger. Det sker oftest i hurtige retningsskift eller skæve landinger, sagde han.

Det danske kvindelandshold møder på tirsdag Tyskland til anden gruppekamp ved EM. 

Opgøret bliver uden knæskadede, Giulia Gwinn, der snart skal opereres for sin tredje alvorlig skade i knæet. 

Heldigvis er Frederikke Thøgersen for længst blevet sin egen korsbåndsskade kvit, og hun er med til kampen mod tyskerne.

Artiklen fortsætter efter indholdet

EM 2025 - 2. runde

FT

TYS

2 - 1

DAN

Annonce

10 kommentarer

Se kommentarer
Annonce