DBU gør klar til historiens største investering, når man skal etablere Hele Danmarks Klubhus i løbet af de kommende år.
Det er et af de mest ambitiøse projekter nogensinde i dansk fodbold.
DBU har i mere end ét år arbejdet på at udvikle projektet, som blev præsenteret og afsløret i sin endelige form for DBU’s repræsentantskab fredag og lørdag i forbindelse med det årlige repræsentantskabsmøde i Horsens.
DBU forventer de samlede omkostninger til Hele Danmarks Klub lander i niveauet 1,7 mia. kr. Heraf skal der afsættes 1,2 mia. kr. til etablering af ’Campus’, som bliver samlingsstedet for alle landshold samt DBU’s hovedkontor i fremtiden, hvor placeringen allerede er fastsat til Høje-Taastrup.
- Det er ikke et færdigt projekt, vi præsenterer nu. Vi er langt, men projektet kommer til at flytte sig undervejs, siger Jesper Møller på DBU's repræsentantskabsmøde.
Store bidragsydere
DBU har forhåndstilsagn om støtte på 1,2 mia. kr., hvor unionen selv smider 190 mio. kr. i det omfattende projekt, som skal foregå i fire spor.
LEGO Fonden og Lars Larsens Group har meldt sin støtte med fokus på to af de fire spor i Hele Danmarks Klubhus. Det er ’Legende Fodboldmiljøer’ og Ledelse & Frivillighed’. Derudover bidrager de til at gøre projektet landsdækkende med regionale kraftcentre.
Artiklen fortsætter efter billedet


Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.
AP Ejendomme, Scandic Hotels samt Høje-Taastrup Kommune har fokus på opførelsen af det nationale fodboldcenter, hvor der skal etableres topmoderne træningsfaciliteter, nyt domicil til DBU samt tilhørende hotelfaciliteter, hvor landshold og andre bruger af ’Campus’ kan overnatte.
- Vi ønsker at udvikle dansk fodbold, så vi både kan vinde på banen og gøre en større forskel udenfor banen, særligt for børn og unge. Med ’Hele Danmarks Klubhus’ vil vi bidrage til bedre trivsel, stærkere læring og sundhed blandt tusindvis af børn og unge i en tid med mistrivsel og ensomhed.
- Samtidigt vil vi give nye moderne rammer til arbejdet med talentudvikling og landshold, så vi også i fremtiden kan være med til de store EM- og VM-slutrunder og internationale klubturneringer med danske hold. Vi står med det mest ambitiøse projekt i dansk fodbold, hvis alle forudsætninger opfyldes de næste måneder, siger Jesper Møller til DBU’s hjemmeside.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.
Fire spor
Hele Danmarks Klubhus består af fire spor; Legende Fodboldmiljøer, hvor kvaliteten i børnefodbold skal styrkes og gøres sjovere. Et vigtigt punkt er, at det skal gøres lettere for frivillige børnetrænere at finde balancen mellem leg og præstationer.
Ledelse & Frivillighed er et andet element, hvor man har fokus på at forbedre forholdene for de 120.000 frivillige i dansk fodbold.
Regionale Kraftcentre skal være mødesteder med fokus på børnefodbold, frivillighed og rammer til vidensdeling og kursus- samt træningsarrangementer rundt i hele landet.
Den sidste del er ’Campus’, som bliver det nationale samlingssted for alle landsholdene under DBU. Samtidig får DBU hovedkontor i forbindelse med omgivelserne, der bliver placeret i Høje-Taastrup. Her bliver der også hotelfaciliteter og offentlige oplevelsesaktiviteter for alle.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Hjulmand på sidelinjen
Udviklingen med Hele Danmarks Klubhus er sket i samarbejde med DBU’s lokalunioner samt med input fra både Kvindedivisionsforeningen og Divisionsforeningen. Derudover har tidligere landstræner Kasper Hjulmand siden sommeren 2024, hvor han opsagde sin stilling, bidraget som konsulent på projektet.
DBU udskiller i løbet af foråret Hele Danmarks Klubhus i et selvstændigt selskab, hvor DBU’s nuværende vicedirektør Kenneth Reeh bliver direktør.
- Vi står med det mest ambitiøse projekt i dansk fodbold nogensinde med store perspektiver; både for børn og unge i Danmark og for udviklingen af dansk fodbold.
- Jeg glæder mig til at arbejde videre med gode kolleger og samarbejdspartnere og ser også frem til dialog med nye, interesserede partnere, der vil bakke op om dette fantastiske projekt, siger Kenneth Reeh.
DBU skal nu ud at finde den sidste finansiering samtidig med, at man skal have de sidste afgørende detaljer på plads i forhold til at føre planen endeligt ud i livet.
Det er ventet, at DBU i tredje kvartal af 2025 kan komme med en klar og tydelig udmelding om planen kan lykkes, så første spadestik kan tages i Høje Taastrup.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

Danmark






































