



- Vi skal have løst stoppersituationen, for vi har én stopper til rådighed på søndag.
Som om Jacob Neestrup ikke havde nok at tænke over i forvejen, fik FC Københavns cheftræner lørdag eftermiddag endnu en hovedpine frem mod sidste grundspilsrunde mod Randers.
Ni minutter inde i tillægstiden af OB-FCK gør løverne klar til at tage et frispark, og i den forbindelse skubber Pantelis Hatzidiakos og Anssi Suhonen lidt til hinanden.
Jakob Sundberg går hen for at få stoppet det, hvor Hatzidiakos tilsyneladende siger noget til dommeren eller på anden måde brokker sig.
I hvert fald bekræfter Jakob Sundberg lørdag aften over for Bold, at Pantelis Hatzidiakos får advarslen for protester.
Artiklen fortsætter efter billedet

Den slags kategoriseres som en middel forseelse i Divisionsforeningens disciplinære bestemmelser og straffes med fire karantænepoint.
Således krydser Hatzidiakos akkurat karantænegrænsen på 19 point og er derfor ikke i spil mod Randers.
En mild forseelse til tre karantænepoint ville have sendt grækeren på 18 point og dermed ikke i karantæne til søndag, men protester går ind under kategorien ’Ved ord eller handling viser, at vedkommende anser en af dommerens kendelser for urigtig - hvor dommer/linjedommer generes.’, som altså koster fire point.
FCK har derfor i skrivende stund kun Gabriel Pereira af naturlige stoppere til kampen mod Randers.



FC København
3F Superliga



































