Tommy Schram var i år 2000 med til at levere en af de største overraskelser i Superligaens historie, da han sammen med upåagtede Herfølge blev danske mestre.
I lørdags stod han i spidsen for en ny overraskelse, da han som cheftræner sørgede for, at Hillerød for første gang i rigtig, rigtig, rigtig mange år skal spille divisionsfodbold. Klubben rykkede således op fra Danmarksserien til 2. division.
Rejsen startede tilbage i 2012, da Hillerød rykkede op fra Serie 2 til Serie 1. Siden da gik det slag i slag. Klubben skulle kun bruge én sæson i Serie 1 for at rykke videre op i rækkerne. Herefter spillede klubben i Sjællandsserien i to sæsoner, inden oprykning til Danmarksserien var en realitet i 2015.
I den første sæson i Danmarksserien endte Schrams tropper på niendepladsen, men i søndags sikrede klubben sig altså den fjerde oprykning på bare fem år. Og hvis man spørger klubbens sportschef, Brian Munksgaard Larsen, så kan Schram godt klappe sig selv på skulderen.
- Det her er i stor grad Tommys fortjeneste. Der er selvfølgelig en masse folk omkring klubben, som har lagt en stor indsats, men han har haft en masse gode værktøjer, som vi har gjort brug af for at nå hertil, siger Brian Munksgaard Larsen til bold.dk og fortsætter.
- Han ved om nogen, hvad det kræver at kravle op ad stigen. Han har været en drivkraft og en motor i forhold til at få det her til at ske, så der skal selvfølgelig lyde en stor cadeau for det arbejde, han har lagt i det, siger Brian Munksgaard Larsen.
Fem oprykninger på fire år må siges at være ganske habilt, og sportschefen er da også udmærket klar over, at det kan blive svært at holde på træneren.
- Tommy er lokalt forankret. Han bor i byen med sin familie, og det ville betyde meget at få lov at beholde ham, så det håber vi selvfølgelig også på, siger sportschefen.
- Men vi er da også bevidste om, at vi har en træner, der har gjort det rigtig godt, så hvis jeg sad i en anden klub, ville jeg da kigge efter sådan en dygtig træner.
- Det ser dog ud til, at vi har godt fat i ham for nu, men der er jo ikke nogen, der siger, det bliver for evigt, siger Brian Munksgaard Larsen.
Hillerød er blevet placeret i 2. divisions gruppe 1, hvor klubben skal op imod blandt andre B93, Brønshøj og Frem.


CampoBet 2. division
CampoBet 3. division
Hillerød


























