Leicester buldrer derudad i Championship og topper efter 22 spillerunder rækken med 13 point ned til tredjepladsen, der ikke giver automatisk oprykning til Premier League.
18 sejre er det blevet til, og de er især kommet i hus på grund af en stærk defensiv – og to solide danskere.
Både Mads Hermansen og Jannik Vestergaard har imponeret i Championship i denne sæson, og det viser et kig på statistikkerne da også.
Hermansen topper statistikkerne
Mads Hermansen skiftede i sommer Brøndby ud med Leicester og har fra start været fast mand i buret – kun én ud af de 22 runder har han misset.
Artiklen fortsætter efter billedet

23-årige Hermansen har holdt syv clean sheets, som giver en delt andenplads sammen med Leeds’ Ilan Meslier og Ipswich-keeper Vaclav Hladky, mens kun West Bromwich-målmand Alex Palmer har flere med i alt 10 styk.
Mads Hermansen topper til gengæld to andre vigtige statistikker som målmand.
Danskerens redningsprocent ligger på 79,7 procent – 63 redninger i alt – hvilket er flest af alle keepere i Championship. Bristol Citys Max O’Leary følger efter med 73,0 procent, mens Stokes Mark Travers har 72,3 procent.
Mads Hermansen er desuden den målmand i Championship, der har afværget flest mål – fem styk.
Stærk Vestergaard har også bidraget
Én af årsagerne til Mads Hermansens flotte statistikker finder man også i hans bagkæde, hvor blandt andre landsmanden Jannik Vestergaard har været fast mand.
31-årige Vestergaard har i den grad også været solid for Leicester i denne sæson, og det har været tiltrængt for midtstopperen, der var helt ude i kulden i Premier League sidste år.
I denne sæson har han været fast mand og spillet 21 ud af 22 kampe for Leicester, der har rækkens bedste defensiv med kun 16 indkasserede mål.
Vestergaard har vundet 70,7 procent af sine 104 dueller, herunder 75,3 procent af sine luftdueller, ligesom han også er blandt de stærkeste i rækken, når det kommer til erobringer, vellykkede tacklinger og pasningsspillet - 92,9 procent af Vestergaards afleveringer har været succesfulde.
Desuden har han scoret to mål for Leicester.
Næste opgave for danskerklubben Leicester er lørdagens hjemmekamp mod bundproppen Rotherham, der sparkes i gang klokken 16.00.
Kilde: FotMob


Leicester
Championship




































