




Heerenveen løb torsdag ind i noget af en pokalfiasko.
Quick Boys fra den tredjebedste række fik 2-2 i ordinær tid og vandt derefter i forlænget spilletid.
I slutningen af den ordinære spilletid skete et opsigtsvækkende målmandsbytte, da Robin van Persie skiftede Mickey van der Hart ud med den tidligere landsholdskeeper Andries Noppert.
Noppert var efterfølgende involveret i begge mål til Quick Boys, så der blev naturligvis stillet spørgsmål til udskiftningen efter kampen.
- Vores mål var et afgørende moment, og så forventede vi, at Quick Boys ville spille mere direkte. De skiftede også en høj spiller ind, så derfor syntes jeg, at det var nødvendigt at skifte Andries Noppert ind.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Udskiftningen var taktisk. Især fordi Andries har højden, og han normalt er virkelig god på indlæg, men i sidste ende kom Quick Boys ikke med ret mange indlæg i den fase, siger Robin van Persie ifølge ESPN.
Og Heerenveen-træneren fortryder ikke ændringen.
- Bestemt ikke, og det er baseret på, hvordan kampen var på det tidspunkt. Vi var foran 2-1, og det var et åbenlyst scenarie, at de ville spille lange bolde. Med det perspektiv var det en logisk ændring.
- Jeg har diskuteret det med de to målmænd før. De kender deres rolle, og jeg fortryder det ikke. Sådan et straffespark er også en del af fodbold, siger Van Persie med henvisning til udligningen.
I Æresdivisionen ligger Heerenveen aktuelt nummer ni.

Heerenveen
KNVB Cup































