Spillerforeningen advarer i øjeblikket danske fodboldspillere mod at skrive kontrakter med klubber i en række lande, hvor lønudbetalingen ikke altid falder til tiden - uden først at være yderst påpasselig. Det drejer sig blandt andet om Rumænien, Tyrkiet, Cypern, Ukraine og Grækenland.
Direktør for Spillerforeningen, Mads Øland, nævnte fredag overfor bold.dk Kasper Risgård, der mangler fire måneders løn i græske Panionios, som eksempel og kaldte det samtidigt et resultat af 'ringe rådgivning', når en dansk spiller havner i en situation som Risgårds.
- Jamen, jeg kan kun erklære mig meget enig i Spillerforeningens advarsel. Jeg bifalder den faktisk, og det stemmer meget godt overens med de erfaringer, som jeg har gjort mig, siger Kasper Risgårds agent John Sivbæk til bold.dk og fortsætter:
- Jeg havde ikke lavet noget i Grækenland før, men jeg har i hvert fald erfaret, at de ofte har nogle helt andre dagsordner, og derfor skal man være meget agtpågivende, inden man begiver sig ud på eventyr dernede.
Sivebæk er dog ikke helt enig i, at Risgård er havnet i en meget problematisk situation, fordi han har ydet AaB-spilleren 'ringe rådgivning'.
- Vi havde ikke Spillerforeningen indover dengang. Men vi havde en advokat med på råd, og vi snakkede også med en dansk træner, der var tilknyttet klubben på det tidspunkt. Vi tog alle forholdsregler og gjorde vores hjemmearbejde, så jeg er ikke sikker på, at jeg skal drages til ansvar for, at Panionios ikke vil udbetale løn, siger Sivebæk.
- Sagen kører nu gennem Spillerforeningen. Det har Kasper ønsket, og det er helt fint med mig. Vi har en god sag, og forhåbentligt går det i orden inden længe, så Kasper kan få ophævet kontrakten og få dispensation til at spille i en anden klub i foråret.
Ifølge Spillerforeningens direktør Mads Øland har stort set alle danske spillere på eventyr i de pågældende lande oplevet problemer med lønudbetalingen. Rene Henriksens ophold i Panathinaikos er dog en positiv undtagelse. Han oplevede således ingen problemer i sine seks år hos grækerne.
mikael@bold.dk



Panionios
Super League































