AaBs spillere har de seneste halvandet år markeret sig stærkt i Europa. Det har ført til interesse for flere af spillerne, blandt andre er midtbanespilleren Thomas Enevoldsen et varmt navn på rygtebørsen.
Portugisiske medier skrev i går, at Benfica holder øje med midtbanespilleren, men indtil videre er Enevoldsen ikke på vej til Portugal.
- Ikke så vidt jeg ved, nej. Der har selvfølgelig været nogle skriverier om, at de har kigget på mig, og det skulle da også være underligt hvis der ikke er nogle klubber der kigger på vores spillere, efter at vi har gjort det så godt i Europa, siger Enevoldsen til sporten.dk.
- Hvad aviser skriver, og til der er handling, der er langt. Så så længe der ikke er noget konkret på bordet, forholder jeg mig stille og roligt til det. Men stadig er det da et stort skulderklap, hvis en klub som Benfica har kigget på mig.
Thomas Enevoldsen understreger at han har det godt i AaB, og at han stadig kan udvikle sig i klubben. Derfor ønsker han ikke for enhver pris at komme udenlands, først når det rigtige tilbud er der, vil han slå til.



AaB
Benfica
3F Superliga
Primeira Liga






























