2. Division -Ombejlede oprykkere: Holdet er stjernen
2010-10-08 13:18:56
Foto: Skovbakken

Ombejlede oprykkere: Holdet er stjernen

Oprykkerne fra Skovbakken har præsenteret sig på bedste vis i 2. division vest, hvor man indtager femtepladsen. Træner Jakob Michelsen fortæller, at et af nøgleordene er et stærkt kollektiv.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Seksten point i ni kampe har resulteret i at oprykkerne fra Skovbakken indtager femtepladsen i 2. Division Vest. Den bedrift er træner Jakob Michelsen naturligvis stolt over, og det glæder ham at se, at kollektivet ser ud til at være i stand til at bære dem igennem.

- Da jeg overtog klubben for to år siden, lå de sidst i 2. division, og i forhold til den gang, så er vi kommet i god form nu. Det betyder, at vi ikke går død længere, så står vi godt på banen og vi får lavet nogle mål. Vores spilletid betyder, at vi ikke er afhængige af en enkelt spiller. Det er holdet, der er stjernen hos os. Det betyder, at vi angriber med mange folk, og jeg tror faktisk, at vi har haft ni forskellige målscorere indtil videre. Vi har ikke en enkelt 'goalgetter', som vi er afhængige af, men vi har en bred og fin trup, fortæller den 30-årige træner.

- Vi fokuserer rigtig meget på at have individuelle målsætninger for spillerne. Det er vigtigt for os, at den enkelte spiller udvikler sig, for gør han det, så udvikler holdet sig også, og det er helt tydeligt, at mange af vores spillere har været inde i en rigtig god udvikling, lyder det fra Jakob Michelsen til bold.dk om filosofien i Skovbakken.

- Hver halvsæson er der kommet en enkelt eller to nye ind, og det har været med til at skærpe intensiteten til træning. Vi er gået fra at være en 'underdog' i mange henseender, men nu får jeg en række opkald fra spillere, som vil høre om muligheden for at komme i betragtning hos os, og det er selvfølgelig dejligt. Jeg ved ikke, om det lyder arrogant, men vi er så småt gået hen og er blevet en eftertragtet klub at komme til.

Trænerens egen kontrakt med Skovbakken udløber ved årsskiftet, og hvad fremtiden kommer til at byde på er endnu uvist.

- Først og fremmest så lad mig sige, at jeg er rigtig glad for at være her, og jeg kan stadig lære meget. Når det så er sagt, så er det klart, at jeg ligesom spillerne har personlige mål og ambitioner, som jeg gerne vil prøve at føre ud i livet, så skulle der dumpe nogen henvendelser ind af brevsprækken, så vil jeg da forholde mig til dem, fortæller Jakob Michelsen, der regner med, at han i den nærmeste fremtid skal have en snak med klubben og høre deres holdning.

Skovbakken skal i morgen en tur til Tjørring, hvor rækkens bundprop står på menuen.

Annonce
Annonce

1 kommentar

Se kommentarer
Annonce