Hvad skal der ske med Antoine Griezmann?
Franskmanden har i den seneste tid været rygtet væk fra Atletico Madrid, hvor han er blevet sat i forbindelse med et skifte til Orlando City i Major League Soccer.
For nylig kunne ESPN erfare, at Griezmann havde valgt at droppe planerne om at skifte, da han er kommet på andre tanker.
Læs mere: Griezmann-transfer meldes kollapset
Nu har Atletico Madrid-direktør Mateo Alemany sat ord på situationen, og han slår fast, at Griezmann ikke forlader klubben i denne sæson.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg har sagt, at han har denne sæson og én mere hos os. Der er intet nyt omkring det. Antoine er i en ekstraordinær form, han spiller nogle fantastiske kampe.
- Fansene vil hylde ham som altid. Jeg holder fast i, hvad jeg har sagt. Han har en kontrakt, og han kommer til at blive hos os.
- En cirkel er blevet fuldendt, og vi er tilbage ved begyndelsen. Han præsterer spektakulært, og det er det vigtigste. Han er hos os, og han vil fortsætte hos os. Intet andet, siger Mateo Alemany til MARCA.
34-årige Antoine Griezmann står noteret for seks mål og en enkelt assist i 24 La Liga-kampe.
Han har kontrakt med Atletico Madrid til sommeren 2027.


Atletico Madrid
La Liga



































