Kasper Hjulmand har gjort det meget klart.
Hvis ikke man spiller fast frem mod VM, kommer man ikke med til slutrunden, og det budskab er blandt andet sendt i retning af Martin Braithwaite, der kun har fået ti minutters La Liga-fodbold, siden han kom tilbage fra skade i vinter.
Ikke desto mindre tror Braithwaite fuldt og fast på, at han kan komme til at spille fast for Barca i efteråret.
- Ja, alt er muligt. Folk sagde, jeg aldrig ville komme til at spille i Barcelona, og jeg har spillet en masse.
- Jeg har været starter under to trænere, og nu er der kommet en tredje træner. Jeg har gjort det før og kan gøre det igen. Det er ikke noget, jeg bekymrer mig om, siger Braithwaite.
Tidligere havde Barcelona kæmpe profiler som Lionel Messi, Luis Suarez og Neymar i angrebet, men i dag er der ikke lige så markante stjerner.
30-årige Martin Braithwaite mærker stor konkurrence, men har også enorm selvtillid.
- Vi har fantastiske spillere, men jeg er også blandt de spillere, så det er ikke noget, jeg tænker så meget over. Spillerne, du nævnte før: Messi, Suarez og så videre. På det hold startede jeg inde med de spillere. Der var jeg en starter, så jeg kan ikke se, hvorfor jeg ikke kan være det nu, siger Braithwaite.
Siden skiftet fra Leganes i februar 2020 har Martin Braithwaite spillet 57 kampe for Barcelona med ti mål og fem oplæg til følge.
Langt fra tilfreds
Den manglende spilletid i foråret ærgrer Martin Braithwaite, som dog ikke lader sig slå ud.
- Selvfølgelig er det irriterende, for man vil gerne spille, men samtidig er det en del af sporten, at der er perioder, hvor det er sådan. Det må du bare acceptere, men jeg er ikke tilfreds med ikke at spille – langt fra, siger Braithwaite.
Han er sikker på, at chancen nok skal komme under Xavi.
- Jeg skal fortsætte med at udvikle mig og spille fodbold. Det er det, det handler om, når du er fodboldspiller. Man vil spille fodbold, og det er det eneste, du tænker på.
- Jeg har været i sådan en situation før, hvor jeg ikke har spillet, og folk har sagt, at jeg ikke kommer til at spille, men jeg har altid fået det vendt rundt. Det er ikke noget, jeg er bekymret over, hvad der kommer til at ske over sommeren.
- Jeg ved, jeg har to år tilbage. Jeg har det fantastisk i klubben. Jeg har ikke spillet så meget, men vi har en god træner, og jeg ved, jeg nok skal få chancen, hvis jeg er der og arbejder hårdt, siger Braithwaite.
Danskeren har snakket med Xavi flere gange om situationen.
- Så mange samtaler har jeg heller ikke haft, men han er tilfreds med den måde, jeg arbejder på, og det er det eneste, jeg kan kontrollere, siger Braithwaite.
Nedtoner skifte
Mange har spekuleret i, at Martin Braithwaite skal videre denne sommer, men han er ikke bekymret over sin situation i Barcelona.
- Situationen er fin. Jeg har ikke spillet så meget. Jeg kom tilbage fra en skade, og da jeg kom tilbage, havde vi fået en masse spillere, og vi gjorde det rigtig godt. Det forstår jeg godt som fodboldspiller. Sådan er det nogle gange.
- Selvfølgelig føler jeg godt, at jeg kunne have spillet noget mere, men det er trænerens beslutning, og jeg går aldrig ind og råber og skriger af træneren. Det eneste, jeg kan kontrollere, er at arbejde hårdt, og det er egentlig det, jeg gør, siger Braithwaite.
Han tænker ikke over et klubskifte.
- Jeg har to år tilbage. Det er, hvad jeg ved. Alt andet har jeg ingen kontrol over, så det er egentlig det, jeg tænker på.
Håber du, at du skal fortsætte i Barcelona?
- Det er jo til mig selv. Ærligt tænker jeg ikke over det. Jeg er med landsholdet nu og er sindssygt glad for at være her.
Afviser lejeaftale og Superligaen
I medierne har der været mange skriverier om Braithwaites situation og fremtid, men det optager ikke danskeren.
- Jeg er meget cool omkring det. Da jeg kom til Barcelona, har der været skriverier, og det vil der være til den dag, hvor jeg ikke er der mere. Det er ikke noget, jeg tænker over.
Han afviser, at en lejeaftale er aktuel denne sommer.
- Nej, overhovedet ikke. Jeg har en familie, jeg skal tænke på og så videre. Børnene ville skulle flytte skole for et år og komme tilbage. Det ser jeg ikke som en mulighed, siger Braithwaite.
Braithwaite blev i landsholdslejren også spurgt, om det kunne være aktuelt at vende hjem til dansk fodbold, men det skyder han ned ved at kalde det et voldsomt spørgsmål, som han ikke forstår, der blev stillet.
Generelt forventer Martin Braithwaite at starte op med holdet i Barcelona forud for den nye sæson.
- Det regner jeg fuldt ud med, siger Braithwaite.
Selvom kampformen ikke er der, forsikrer Martin Braithwaite om, at han er i en god forfatning, og det skal han nu forsøge at overbevise Kasper Hjulmand om.
Landsholdet spiller fredag ude mod Frankrig.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

Barcelona
La Liga

































