





Gillette Stadium dannede fredag aften ramme om en vaskeægte gruppefinale mellem Norge og Frankrig.
Tre point var et krav for Ståle Solbakkens tropper, hvis førstepladsen skulle sikres, hvilket på ingen måde var afspejlet i den norske startellever.
Den tidligere FC København-chef havde således valgt at skifte hele ti spillere i forhold til opgøret mod Senegal.
Det betød, at stjerner som Erling Haaland og Martin Ødegaard var henvist til bænken, mens der sågar også var byttet ud på keeperpositionen.
Det resulterede lynhurtigt i problemer for nordmændene, og allerede efter blot seks minutters spil fik netmaskerne lov til at blafre for første gang.
En aflevering fra Kylian Mbappé fandt vej hen til Ousmane Dembele, der drev bolden frem, hvorefter han på fornemmeste vis krøllede Frankrig på 1-0.
Artiklen fortsætter efter billedet

Det blev starten på et sandt Dembele-show.
Hattrick
Et kvarters tid senere fordoblede PSG-stjernen således sin måltotal, da han igen på overlegen vis sendt kuglen ind i netmaskerne.
Bolden var dog knap nok givet op, før de norske reserver formåede at svare igen, da Thelo Aasgaard snød Dayot Upamecano og bankede reduceringen fladt ind i netmaskerne.
Norge levede dermed igen, men Ousmane Dembele ville det anderledes.
Efter en halv times tid fuldendte den franske offensivspiller således sit hattrick, da han modtog bolden ude på kanten, tog den med sig ind i banen og sparkede den ind i det lange hjørne.
Frankrig kunne dermed gå til pause med en komfortabel 3-1-føring.
Straffe
Men nordmændene nægtede at give op uden kamp.
Blot et par minutter inde i anden halvleg blev Ståle Solbakkens mandskab tildelt et straffespark efter et par vævre driblinger fra Oscar Bobb.
Jørgen Strand Larsen blev dog luret af Mike Maignan, der reddede forsøget og sørgede for at bevare den franske tomålsføring.
Herefter blev det til flere store chancer i begge ender af banen, men ind ville kuglen ikke - lige indtil dybt inde i dommerens tillægstid.
Et skarpt indlæg fra Bradley Barcola endte inde midt i feltet, hvor Desire Doue steg til vejrs og headede det sidste søm i den norske kiste.
Det endte dermed 4-1 til Frankrig, som snuppede førstepladsen i Gruppe I.

VM Morgenbriefing: Sverige overlever - Tyskland snubler
Hattrick | Afsnit 122I nat blev endnu fire nationer klar til knockoutfasen ved VM.
Læs mere
FIFA VM
Frankrig
Norge




































