2. Division -Brandvarm Drost gider ikke bænkplads i SL
2016-06-26 15:16:01
Foto: Christian Midtgaard

Brandvarm Drost gider ikke bænkplads i SL

B93's topscorer Oliver Drost vil prøve sig af på et højere niveau, og målmageren vil have spilletid og en klub, han kan udvikle sig i.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Oliver Drost har været en af de helt store profiler i 2. division dette forår, hvor han har haglet mål ind for B93 og hjulpet til deres førsteplads i nedrykningsspillet.

20-årige Drost forlader B93 ved udløb denne sommer, men ser tilbage på et glimrende forår.

- Det har været fantastisk og en blanding af, at holdet har fungeret, og jeg har leveret samtidig. Jeg er bare glad for at hjælpe klubben til at opnå det bedst mulige resultat i foråret, siger Drost til bold.dk.

- Det ærgrer mig selvfølgelig, jeg ikke blev topscorer. Jeg er fint tilfreds med 13 mål i 12 kampe. Jeg fortalte klubben, at jeg ikke havde tænkt mig at forlænge, da der manglede tre runder, og så røg jeg en tur på bænken. Det var fair nok, sådan gør man jo i fodbold.

Drost vil gerne prøve sig af på et højere niveau, men hvor det bliver henne, ved angriberen endnu ikke.

- Min agent arbejder på højtryk med at finde ud af, hvad der kunne være det bedste for mig. For mig er det en god situation, at jeg er fri og kan undersøge mine muligheder efter en god halvsæson.

- Det vigtigste er, at jeg kommer hen et sted, hvor jeg kan udvikle mig og forhåbentlig få en masse spilletid på et højere niveau. Om det skal være 1. division eller Superliga, kommer an på situationen.

- Det kunne være flot at spille i Superligaen, men hvis jeg alligevel sidder på bænken og ikke får spilletid, kan det jo være lige meget.

Den unge offensivspiller har været med U20-holdet til Italien, og det har givet målmageren blod på tanden.

- Det var kæmpestort at være med. Da Niels (Frederiksen, U21-landstræner, red.) ringede, blev jeg rigtig glad og stolt. Det er kæmpe stort, at jeg som 2. divisionsspiller kunne komme op og lege med de store drenge i Superligaen og vise mig frem.

- At repræsentere sit land er noget af det fedeste, man kan opnå. Man får lyst til mere, når man får lov at smage på de helt lækre retter. Jeg drømmer selvfølgelig om at komme en tur på A-landsholdet en dag, det er det største personlige mål, jeg har.

Oliver Drost har tidligere fået tre kampe på det danske U19-landshold.

bold@bold.dk

Annonce
Annonce

6 kommentarer

Se kommentarer
Annonce