





Efter 74 dage uden 3F Superliga blev forårssæsonen fredag aften sparket i gang med et brag på Brøndby Stadion.
Værterne fejrede 60-års jubilæum, men Viborg var tydeligvis opsatte på at spolere festen, og det lykkedes i perioder.
Det startede dog fantastisk for hjemmeholdet, for inden stadionuret havde rundet tre minutter, bragede Mathias Kvistgaarden Brøndby på 1-0 efter et decideret fremragende opspil fra egen banehalvdel via en række mellemstationer.
Drømmestarten var en realitet, og ti minutter senere kunne det være blevet endnu bedre.
Rajovic ramte en flagrende arm fra Ivan Näsberg, og så løb Sandi Putros til VAR-skærmen og pegede derefter på pletten.
Daniel Wass stillede sig til rette, men Lucas Lund, som ganske overraskende har tilkæmpet sig pladsen foran Oscar Hedvall i løbet af opstarten, leverede en fornem redning ude ved stolpen.
Lund skreg sin glæde ud, og Viborg var i den grad stadig i live.
Artiklen fortsætter efter billedet

VFF var centimeter fra at komme på omgangshøjde i det 18. minut, hvor Jeppe Grønning pludselig sparkede på stolpen.
Brøndby slap med skrækken, men efter 27 minutter gik den ikke længere.
Viborg var kommet bedre med, og derfor var det ikke ufortjent, at Ivan Näsberg udnyttede et passivt Brøndby-forsvar og stangede bolden i mål til 1-1 efter et hjørnespark.
Kort efter var det ved at gå helt galt for Brøndby, som slet ikke dækkede op. Det gav en kæmpe chance til Anosike Ementa, som dog blev pillet af Patrick Pentz.
1-1 ved pausetid.

Foto: Liselotte Sabroe
Ny drømmestart
Putros havde dårligt nok sat spillet i gang efter pausen, før Brøndby Stadion igen eksploderede i jubel.
I anden halvlegs første minut sendte Wass en fremragende stikning til Yuito Suzuki, der slog et hårdt indlæg, som Daniel Anyembe presset af Nicolai Vallys kom til at glide i eget net.
Suzuki var nærgående igen kort efter, hvor Lucas Lund leverede en stærk redning - og dem var der flere af.
Viborg måtte kigge langt efter de gode takter fra anden halvdel af første halvleg, og i det 64. minut blev de hvidklædte straffet igen.
En veloplagt Suzuki modtog bolden fra Noah Nartey og krøllede den flot i mål til 3-1 uden for Lucas Lunds rækkevidde.

Foto: Liselotte Sabroe
Skidt blev endnu værre for Viborg med små ti minutter igen.
Gæsterne blev ramt af et kedeligt deja-vu, for Sandi Putros blev kaldt til VAR-skærmen og dømte straffespark – nu fordi Jean Manuel Mbom havde hånd på.
Denne gang tog Mileta Rajovic bolden og gjorde, hvad Wass ikke formåede før pausen – 4-1 til Brøndby.
Langt hovedparten af de lidt over 24.000 tilskuere kunne altså gå glade hjem, ligesom Frederik Birk kan juble over en god start, efter han er blevet permanent cheftræner.
Med sejren har Brøndby kun tre point op til FC København og FC Midtjylland, inden topholdene har været i aktion.
Viborgs spinkle håb om top-6 blev omvendt yderligere forringet.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

Brøndby IF
Viborg FF
3F Superliga



































