




Så er det endegyldigt, at FC Fredericia rykker ned sammen med Vejle Boldklub.
Det skyldes, at Randers FC mandag formåede at få point mod OB, da det endte 2-2 på Cepheus Park i 3F Superligaen.
OB kom ellers tidligt foran via et flot frispark af Fiete Arp, men senere fik Viljar Myhra direkte rødt kort, og så fik Randers roligt overtaget. Hjemmeholdet kom foran 2-1, men OB udlignede med et kvarter igen.
Resultatet kan meget vel blive afgørende for OB, som ender på en 8.-plads i Superligaen. Denne placering giver nemlig en tur i playoff-runden, hvis FC København på torsdag vinder Oddset Pokalen, når de møder FC Midtjylland i finalen.
Drømmestart for gæsterne
OB kom ud til kampen med en masse energi, mens Randers FC modsat havde svært ved at sætte meget sammen.
Og fynboerne fik hurtigt noget for pengene.
Artiklen fortsætter efter billedet

Otte minutter var der blot gået, inden Fiete Arp tog tilløb til et frispark fra distancen, som han på fantastisk vis skød over muren og ind i kassen.
Stor jubel hos Alexander Zornigers mandskab, men det varede ikke længe, inden det var Randers, som fik en stor, hjælpende hånd.
Fiete Arp sendte en høj bold tilbage til keeper Viljar Myhra, der fuldkommen mistimede sin førsteberøring, hvorefter bolden røg ud mod Randers' Martin Sjølstad.
Sjølstad nåede dog ikke at få fat på bolden, inden Myhra på bøvlet vis fløj ind i sin landsmand, hvorefter han fik direkte rødt kort.
OB nede på ti mand med over en times spilletid igen.
Randers vælter i muligheder
Anden halvleg blev sat i gang en anelse forsinket, da der på lægterne på Cepheus Park havde været et ildebefinde i løbet af pausen.
Og i de sidste 45 minutter var Randers meget mere med i kampen, hvor indskiftede Theo Sander i den grad blev sat på arbejde.
Gentagende gange var Sander i første omgang afgørende, men Randers fik efter 66 minutter hul på bylden. Nikolas Dyhr stangede på flot vis bolden i mål efter et sublimt indlæg fra John Björkengren, og blot ét minut senere kunne Randers' fans atter juble.
Thibault Klidje blev sendt i dybden af Elies Mahmoud, og han sendte efterfølgende bolden gennem benene på Theo Sander.
Men OB i undertal var ikke færdige med at lege med.
74 minutter inde i opgøret kunne Leroy Owusu skyde bolden i mål inde i feltet, efter at Rasmus Falk havde sendt et hårdt skud ind mod mål fra distancen.
Kampen fik ikke flere scoringer, og det endte 2-2.
Dermed ender Randers med garanti over FC Fredericia, som derfor rykker ned, mens OB bliver nummer otte i Superligaen.
Det betyder, at fynboerne skal kæmpe for europæisk kvalifikation, hvis FC København torsdag slår FC Midtjylland i pokalfinalen.

Superliga-profiler siger farvel
Hattrick | Afsnit 81Real Madrid kaldte tirsdag aften til et højst usædvanligt pressemøde med Florentino Pérez efter dage med kaos, rygter og massiv uro omkring den spanske storklub.
Læs mere

OB
Randers FC
3F Superliga





































