2022-01-30 06:30:00

Kant skifter væk fra Ishøj: Har været turbulent

Yassin Aharrar har valgt at vende tilbage til Tårnby FF efter et halvt år i Ishøj. Tiden i Ishøj har været turbulent, da han har døjet med en skade, der har spoleret meget for ham. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Yassin Aharrar har før vist sine kvaliteter for Tårnby FF, og det kommer han til igen, da han tager springet fra Ishøj IF til Tårnby FF i Danmarksserien.

Opholdet i Ishøj har dog ikke været helt som forventet for Aharrar.

Efter blot sin anden kamp rev han ledbåndet over i den venstre ankel, og det kostede ham meget. Derfor beskriver han tiden i Ishøj som turbulent, siger han til LigaBold.dk.

- Jeg missede en otte-ni kampe efterfølgende, og jeg nåede aldrig at komme tilbage på det niveau, som jeg var på. Så det har været lidt turbulent i Ishøj, siger Yassin Aharrar til LigaBold.dk.

Aharrar har i Ishøj-tiden holdt løbende kontakt med Tårnby, og det er også grunden til, at han har valgt at skifte tilbage til Amager-klubben.

- Grunden til, at jeg er skiftet tilbage, er, at jeg har haft god kontakt med Timos (Tårnby-cheftræner Timos Adraktas, red.), og den har jeg holdt ved lige, siden jeg forlod Tårnby FF i sommer. Jeg snakkede lidt med Timos om den kommende sæson, og jeg synes, at det lyder spændende. Der er sket meget, siden jeg forlod Tårnby. 

- Det er en helt anden klub og trup, og der er nogle andre visioner. Det har været meget tiltalende i forhold til at tage til klubben. Jeg kan godt lide Timos som træner og 'Salle' (Carsten Salomonsson, red.) som ansvarlig.

- Der er god kommunikation. Jeg synes, at de kommer med nogle klare linjer. Man skal huske på, at jeg kun er 22 år. Jeg skal lige finde rundt, og der er alt mulig ved siden af, så det er fedt at komme til en klub, hvor der er nogle faste rammer, så man har noget at gå efter. Jeg har haft nogle gode samtaler med Timos og 'Salle'.

For den 22-årige kantspiller er hovedmålet at spille en masse kampe, så han kan komme tilbage i en god spillemæssig form og blive kampafgørende.

- Det vigtigste er at få spilleglæden igen, og nu har jeg meldt mig 100 procent klar, og Timos (Tårnby-cheftræner Timos Adraktas, red.) kender mig, så han ved, hvad jeg står for, så jeg kan styrke truppen og hjælpe holdet med at komme forbi AB Tårnby, da vi gerne skulle komme op i divisionerne. Det er med den målsætning, at jeg skal bidrage og spille en stor rolle.

Du er jo kun 22. Hvilke ambitioner har du?

- Med den alder jeg har, og det niveau jeg har vist, så ville jeg godt kunne spille divisionsbold, men nu har jeg studie ved siden af, som betyder en del, og det tager også noget tid fra fodbolden. Det med at tage weekendture til Jylland har jeg ikke rigtig plads til. 

- Jeg har selvfølgelig ambitioner om at spille på de bedste DS-hold (Danmarksserie-hold, red.), og det er Tårnby en del af. De har også et godt træningsmiljø. Lige nu er det bare vigtigt, at jeg vedligeholder et godt niveau. Jeg er meget tilfreds med at spille på det her niveau, siger Yassin Aharrar til LigaBold.dk.

I efteråret fik Aharrar seks kampe for Ishøj med et mål til følge.

Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.

Annonce

1 kommentar

Se kommentarer
Annonce