Klumme: Danske spillere har det for godt

Peter Ankersen bliver kraftigt rygtet tilbage til FC København efter blot ét år i italienske Genoa, hvor han i alt har spillet 19 kampe, heraf de 11 fra start. Efter kun 1059 minutters fodbold har dette ikke just været et ideelt skifte.

For mange danske spillere er det en drøm at komme til udlandet og spille, og det har det også været for Peter Ankersen, som nu har været udenlands to gange. Begge efterfulgt af et hurtigt retur til Danmark.

Og han er langt fra den eneste. Det kan nemlig undre en, hvorfor så mange danske spillere efter meget kort tid vælger at vende snuden hjemad?

Jeg kan tage udgangspunkt i mig selv, og selvom mit skifte var til Holland, som på mange områder minder om Danmark, var mentaliteten og tilgangen meget anderledes. Jeg var personligt ikke klar til den mentale udfordring som 19-årig, og jeg vendte derfor snuden hjemad.

Derfor fristes man til at spørge: hvad er det helt konkret, der er drømmen ved at spille i udlandet? Er det lønnen, som oftest er højere end hjemme i Superligaen? Er det niveauet på den respektive liga man tager til, som er højere end herhjemme? Er det den personlige udvikling, som man både professionelt, men også privat gerne vil opleve? Eller er det simpelthen den status, der følger med, når man kan skrive udlandsprofessionel på CV’et?

En oplevelse og udfordring

Jeg mener, at vi simpelthen har det for godt i Danmark, og det er der umiddelbart intet negativt ved. Det ligger så indgroet i os, at selvom vi ikke bliver til noget indenfor sport eller andre hobbyer, så vil det danske sikkerhedsnet tage sig af os. Rent samfundsmæssigt er det fantastisk at have denne form for velfærd, men i mine øjne skaber det ikke det her killer-instinkt i den professionelle verden.

Jeg har det indtryk, at vi danskere ser skiftet til udlandet som værende en oplevelse og udfordring, hvor fodbold ses som en beskæftigelse, som vi skal have det bedste ud af. Hvis ikke livet indenfor kridtstregerne giver os nok udfordring i form at manglende spilletid, og vi samtidigt som mennesker ikke føler, at vi bidrager rent socialt udenfor banen, så ved vi, at disse to parametre nemt kan blive tilfredsstillet hjemme i Danmark.

Udenlandske spillere ser det derimod som en åbenbaring og mulighed. En mulighed for at skabe sig en bedre hverdag og fremtid. Både personligt, men også for familien som helhed. 

Har udenlandske spillere så mere vindermentalitet? Nej, ikke nødvendigvis. De er i min optik bare mere fokuseret på selve processen, hvor de er villige til at lægge det hårde arbejde frem mod målet, hvorimod vi herhjemme er mere resultatorienteret.

En proces der givetvis indebærer manglende spilletid, omgang med venner og familie og en tilværelse udenfor ens comfort zone.

Derfor bliver mange danskere overrasket, når de træder ind i et nyt miljø, hvor ens holdkammerater ikke er ens venner som herhjemme. Vi er vant til fra barnsben, at de fleste vil os det bedste, og at man skal behandle naboen, som man selv vil behandles. Alt sammen nogle gode værdier.

Men i udlandet ser spillerne en som deres konkurrent og dermed fjende. Drømmen om et bedre liv for dem og deres familier bliver udfordret, og derfor er de villige til at gå lige til grænsen, og nogle gange over for at lykkes.

Dermed er ens status i klubben på spil, og man skal tilpasse sig det hierarki, der er i enhver klub, hvilket naturligvis er hårdt. Det er her ens mentalitet og psyke bliver sat på prøve, og når man ikke har de samme rutiner og sædvanlige hverdag udenfor banen, har vi danskere i mange tilfælde ikke nok i bagagen til at overvinde dette.

Jeg tror derfor, at mange drømmer om forestillingen om at spille i udlandet. De drømmer om at se den store kontrakt og forestillingen om at spille på de store stadions. Og når de sætter deres signatur, er mange års hårdt arbejde på banen blevet belønnet, og deres drøm er opnået. Hvad vi ikke er bevidste om, at vi skriver under på, er det der står med småt.