Det danske kvindelandshold vender tilbage til Parken 28. oktober.
For kun anden gang i historien skal de danske kvinder i aktion på græstæppet i Parken, når de møder Finland i det sidste af to opgør i Nations League.
Det bliver med en ny landstræner ved roret, da Jakob Michelsen er nyt ansigt. Kampen i Parken bliver dermed Michelsens første hjemmekamp, og det bliver en stor oplevelse for ham.
– Jeg ser meget frem til min første hjemmekamp som landstræner, og glæden bliver selvfølgelig ikke mindre af, at den skal spilles i Parken, siger Jakob Michelsen til DBU's hjemmeside.
Tilbage i 2022 mødte Danmark Brasilien i en testkamp i Parken, men denne gang er der i den grad noget på spil for Michelsen og co.
– Vi vil virkelig gerne blive i A-laget i Nations League, og vi vil virkelig gerne kvalificere os til VM. Det arbejde er allerede begyndt – og vi skal levere fra første fløjt, når kvalifikationen er skruet sammen på denne her måde.
– Det bliver virkelig spændende, og vi kan næsten ikke vente med at komme ud over stepperne.
– Vores fokus er i første omgang på opgøret i Finland, så vi kan få et godt udgangspunkt. Men når det er sagt, så glæder vi os også virkelig meget til at spille en enorm vigtig hjemmekamp i så fantastisk en ramme.
Den første kamp spilles i Finland 24. oktober, inden det gælder returopgøret i Parken fire dage senere.

Danmark (k)

































