UEFA har onsdag deadline for ansøgninger i forhold til EM-værtskabet i 2028, hvor Storbritannien i fællesskab med Irland har lagt billet ind på slutrunden.
De kan dog få modstand fra Rusland, som også gerne vil afholde europamesterskabet i 2028.
Russisk fodbold er dog på nuværende tidspunkt udelukket fra alt under FIFA og UEFA, men det stopper dem altså ikke i jagten på flere slutrunder, da de også går efter EM i 2032.
Det fortæller Sergey Anokhin, som er medlem af bestyrelsen hos det russiske fodboldforbund.
- Vi vil ansøge om at få EM i 2028 og 2032. Hvornår vil vi ansøge? Tja, det skal afklares med den udøvende magt, udtaler han ifølge sportrbc.
Mediet skriver desuden, at det russiske fodboldforbund har sendt en anmodning til UEFA omkring processen om et bud på værtskabet.
Den 5. april vil UEFA offentliggøre de nationer, som har budt på de forskellige EM-værtskaber.


Rusland





























