2026-05-20 15:14:42

Saints-boss reagerer: Straf er helt ude af proportioner

Southampton-direktør Phil Parsons kalder udelukkelsen fra playoff-finalen for en straf 'helt ude af proportioner', og han håber på medhold i appellen.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Southampton er smidt ud af playoff-finalen i Championship efter den såkaldte spy-gate, men klubben har appelleret dommen.

Nu har klubben offentliggjort en udmelding fra direktør Phil Parsons, hvor han kalder straffen for ude af proportioner.

- Det, der skete, var forkert. Klubben har erkendt overtrædelser af EFL-regulativerne 3.4 og 127. Vi beklager over for de øvrige involverede klubber og mest af alt over for Southampton-fansene, skriver direktøren.

- Vi accepterer, at der bør være en sanktion. Det, vi ikke kan acceptere, er en sanktion, som ikke står mål med forseelsen.

Klubben peger blandt andet på, at Leeds tidligere slap med en bøde på 200.000 pund for en lignende sag, mens Southampton nu mister muligheden for at spille kampe med potentielle indtægter på over 200 millioner pund.

Artiklen fortsætter efter billedet

Championship -Saints-boss reagerer: Straf er helt ude af proportioner
Foto: Craig Brough/Action Images/Ritzau Scanpix

Southampton kalder det for 'den største straf nogensinde pålagt en engelsk fodboldklub', men mener ikke, den er passende.

- Vi siger dette ikke for at nedtone det, der skete i denne klub, hvilket vi har accepteret var forkert. Vi siger det, fordi proportionalitet i sig selv er et princip om naturlig retfærdighed.

- Kommissionen var berettiget til at pålægge en sanktion. Men den var efter vores opfattelse ikke berettiget til at pålægge en sanktion, der er åbenlyst ude af proportioner med enhver tidligere sanktion i engelsk fodbolds historie, lyder det.

Southampton ventes at få svar på sin appel senere onsdag.

Hvis ikke klubben får held med anken, bliver finalen på lørdag et opgør mellem Hull og Middlesbrough.

Annonce

7 kommentarer

Se kommentarer
Annonce