FC Nordsjællands mangeårige midtbaneprofil skiftede sidste vinter til norske Haugesund på en etårig aftale, som efter et år med masser af spilletid nu lakker mod enden.
- Som det ser ud nu, løber min kontrakt med Haugesund ud efter denne sæson, og jeg skal prøve noget nyt, men jeg vil ikke afvise noget på forhånd, siger Christensen til bold.dk og tilføjer:
- Mit mål er at finde et projekt, der passer godt til mig, og det arbejder vi på. Både min familie og jeg selv vil gerne blive et par år udenlands, hvis det kan lade sig gøre, så det er førsteprioriteten.
Christensen vil hverken udelukke Haugesund eller en anden norsk klub.
- Det er bestemt en mulighed at blive her i Norge. Jeg er blevet positiv overrasket over Tippeligaen. I Danmark er der et ret negativt billede af norsk fodbold, men hold som Rosenborg og Molde viser sig jo godt frem ude i Europa.
- Derudover kan jeg godt lide, at der er lidt flere hold i ligaen. Der giver godt nok flere kampe, hvor der ikke er så meget på spil, men det betyder også, at der er lidt mere ro på end hjemme i Danmark, og det giver mere plads til de dygtige unge spillere. Og niveauet er generelt ganske fint heroppe, synes jeg, siger Christensen og holder døren på klem for Superligaen:
- Man skal aldrig sige aldrig, for alt kan lade sig gøre i den her verden, og intet er sikkert. Men som sagt er førsteprioriteten at blive ude, hvis det kan lade sig gøre.
29-årige Christensen spillede otte og et halvt år i FCN inden sit skifte til Haugesund.
mikael@bold.dk


Haugesund
Norge Eliteserien





























