VB-ikonet der blev tv-vært: Det var specielt

Vi har ramt midten af 1980'erne, og Lemvig Gymnasium har lige spyttet en stak studenter ud i verden efter tre års slid og slæb.

Blandt dem er Dan Hirsch Sørensen. Han aner ikke, hvad han skal give sig til. I sin fritid spiller han serie-fodbold i den lokale klub. Det går godt, men det kan han jo ikke leve af.

Han drømmer lidt om at blive biolog. Han elsker fuglelivet ved vestkysten og kan genkende en fugl på dens fløjt – men han er ikke sikker på, at det er det, han vil.

Han er opdraget med, at det er godt at have sig et stabilt, solidt job, så mens han finder ud af, hvad han skal, når han bliver stor, så vil han have sig et job på en af fiskefabrikkerne nede på havnen i Lemvig.

En dag ringer telefonen. Det er ham, der ejer lokalavisen. Dan kender ham godt. Hans far arbejder nemlig på avisen. Ejeren fortæller, at en af de bærende kræfter fra redaktionen har fået job på DR, og at der er en plads åben, så han spørger, om det ikke er noget for Dan. Det er det.

Der er jo penge i det, så Dan takker ja - og pludselig har han været autodidakt journalist i fire år og finder til sidst sig selv på Journalisthøjskolen i Aarhus - og yderligere fire år senere er han ægte journalist.

Sideløbende har fodboldkarrieren taget fart, og på den måde bliver Dan Hirsch Sørensens skæbne afgjort – fodbold og journalistik bliver levevejen, og de to fag bliver kombineret heftigt undervejs.

Ny tilværelse fra én dag til en anden
Dan Sørensen indledte fodboldkarrieren i hjembyen Lemvig, hvor han også tilbragte de første af sine seniorår. Sammen med et godt kuld rykkede han op to sæsoner i træk og var millimeter fra oprykning til Danmarksserien i den tredje sæson.

Professionel fodbold fyldte på det tidspunkt absolut intet i den unge mands hoved.

- For mig var seriefodbolden lige så stort som Superliga-fodbold. Jeg levede nærmest også ligesom en professionel fodboldspiller, men betalte mine 750 kroner i kontingent. Jeg havde aldrig tænkt, at jeg var god nok til at spille i Superligaen, siger Sørensen til bold.dk.

Da han kom ind på Journalisthøjskolen sidst i 1980'erne flyttede han til Aarhus.

- Jeg spillede for Skovbakken, Randers og Silkeborg, og i slutningen af min tid på Journalisthøjskolen, var jeg sgu røget til AGF, hvor jeg fik debut, da jeg blev skiftet ind i stedet for Jan Bartram i en pokalkamp i Hvidovre.

Den ydmyge fyr fra Vestjylland havde undervurderet sit fodboldtalent. Pludselig blev de så glade for ham i AGF, at de ville have ham på kontrakt – men så heldige var de ikke.

- Da jeg var færdig med journalistuddannelsen i 1993, troede jeg stadig ikke rigtig, at jeg kunne komme til at leve af det der fodbold.

- Jeg voksede op i Vestjylland, hvor det er en dyd at få et godt og sikkert job, så jeg lavede en aftale med dagbladet i Holstebro, da jeg var næsten færdig på skolen – og når man har sagt A må man sige B. Jeg takkede nej til AGF og tog tilbage til Vestjylland.

Den sommer rykkede Viborg FF og Ikast FS op i Superligaen, og de ville begge have fingre i det ikke så unge talent. Han talte med begge klubber og valgte at sætte sin signatur på en halvtidskontrakt i Ikast. Der spillede han, mens han arbejdede på dagbladet i Holstebro – og det var en hård omgang.

- Når vi kom til fredag aften, og jinglen til Eleva2ren gik i gang klokken 20.00, så lukkede mine øjne sig i. Så lå jeg der på sofaen.

- Jeg havde næsten to fuldtidsjob, så jeg var godt nok træt, når det blev fredag. Der skulle samles kræfter til søndagens kamp klokken 15.00. Sådan gik det i tre år, indtil jeg trak stikket fra journalistikken for at blive fuldtidsprofessionel i Vejle, siger Dan Sørensen.

Kærligheden til Vejle
Vi skruer tiden tilbage til 1973. Dan Hirsch Sørensen er blevet syv år gammel og har taget plads på bagsædet af en bil, der har sat retning fra Lemvig mod Vejle.

- Det er svært at forestille sig for unge mennesker i dag, men det var altså nærmest en dagsrejse dengang. Bilerne var dårlige, de kunne ikke køre ret stærkt, og vejene var dårlige, og det var kun landevej.

Dans far er glødende Vejle Boldklub-fan og har været det siden 1959, så sammen med en af farmand og en af hans venner er Dan på vej til fodbold.

Vejlenserne er med i Europa Cuppen for mesterhold, som er den tids Champions League, og Celtic kommer på besøg på Vejle Stadion.

- Der var fuldstændig pakket på Vejle Stadion. Jeg var fem-seks år gammel og sad i samtlige 90 minutter på skuldrene af min far, som ikke er en ret høj mand. Han kunne ikke se en skid, fordi der var så mange mennesker, så jeg måtte sidde deroppe og nærmest kommentere kampen for ham, så han kunne følge med.

- Han havde krampe i begge ben af at skulle have en knægt på syv år siddende på skuldrene, men det var en kæmpe oplevelse, for det var første gang, jeg så en live-kamp.

Derfor var det stort for Dan, da han i 1996 fik et tilbud fra Nørreskoven og takkede ja.

- Det var også rigtig stort for min far. Det var faktisk nærmest større for ham, end det var for mig, griner Dan Sørensen.

Vejle-årene
Dan Sørensen blev lynhurtigt fast mand i Vejle Boldklub og var med til at vinde sølvmedaljer i sin første af fire sæsoner i Nørreskoven, hvor han sluttede af som anfører i de to sidste sidste år.

- Det var min bedste fodboldtid. De fire år i Vejle er jeg simpelthen så lykkelig for, og jeg havde den bedste træner i Ole Fritsen. Han har en helt unik plads i mit hjerte. Han var et særligt menneske, som jeg virkelig nød at være sammen med.

Da Dan kom til Vejle, mærkede han med det samme det historiske vingesus.

- Allan Simonsen var min favoritspiller, da jeg var dreng. Jeg havde pakket alle mine skolebøger ind i Allan Simonsen-bogbind, og jeg havde Allan Simonsen-penalhus. Det var stort for mig at træde i de fodspor i den der fine fodboldklub, som Vejle altid har været, siger Dan Sørensen.

I Vejle var Dan Sørensen så god, at der opstod interesse fra udlandet. Meget konkret interesse endda.

- Jeg har et kontraktudkast fra Lokeren liggende i min skrivebordsskuffe. Jeg har ikke kunnet nænne at smide det ud.

- De var oppe for at se en anden spiller i en kamp, hvor jeg gjorde det godt, og det bed de mærke i. De var hurtige til at stikke mig et kontraktudkast, og så skulle de komme tilbage 14 dage senere, hvor vi skulle skrive tingene under.

- Da de kom tilbage, spillede jeg som en pose lort, og så trak de følehornene til sig. Jeg tror, jeg fik to gule kort i første halvleg. Det var min værste kamp nogensinde, tror jeg. Jeg kan sgu ikke engang huske det. Jeg har fortrængt det, griner Dan Sørensen.

Kunne være blevet til mere
Han kan dog ikke lade være med at ærgre sig en lillebitte smule over, at vestjyden i ham ikke ville indse, at han virkelig kunne noget med en fodbold.

- Da jeg var helt ung og spillede i Lemvig, fik jeg en henvendelse fra Randers Freja, som spillede i den bedste række på det tidspunkt. De havde ikoniske Ernst Netuka som træner på det tidspunkt.

- De ringede en dag, da jeg sad nede på lokalavisen. Vi havde spillet mod deres Jyllandsserie-hold, og jeg havde åbenbart gjort mig bemærket, så de ville have mig over til en prøvetræning i 14 dage i løbet af sommeren, og det sagde jeg ja til.

- Men jeg synes godt nok... jeg var bare en lille dreng fra Vestjylland. Jeg var nok lidt en kylling. Det var ikke lige så velbetalt som i dag, og det var på en eller anden måde lidt mere usikkert. Professionel fodbold var lidt i sin vorden, og jeg troede ærlig talt ikke helt på det.

- De ville gerne skrive kontrakt med mig, men jeg synes simpelthen, der var for langt fra Lemvig til Randers. Jeg var sgu ikke klar til at flytte den lange vej – jeg var simpelthen ikke moden nok.

- Men hvad hvis jeg var skiftet der som 20-årig og ikke først kom i gang med at spille Superliga-fodbold som 26-årig? Hvad kunne det så ikke være blevet til, spørger Sørensen, som dog prøver ikke at lade det nage ham alt for meget.

- På den ene side ville jeg selvfølgelig gerne have prøvet udlandet – det giver sig selv. Man kan også spekulere i, hvad der var sket, hvis jeg havde takket ja til Randers som 20-årig. Så kunne det også være, jeg var kommet til udlandet.

- Men jeg kunne også have fået en karrierestoppende skade, og sådan kan man jo blive ved. Jeg tror bare, man skal være glad for det, man nåede, siger han og slår fast, at han føler sig priviligeret over at nå over 200 kampe i den bedste række.

- Da jeg sad på lokalavisen i Lemvig, havde jeg ikke i min vildeste fantasi troet, at det skulle ende sådan, siger han med et grin.

Tilbage til journalistikken
I år 2000 var det ved at være slut med fodbolden. Journalistikken begyndte at snige sig tilbage i Dan Hirsch Sørensens tilværelse. Han var allerede begyndt som skribent på Spillerforeningens medlemsblad, og et halvt år før kontraktudløb i Vejle Boldklub, fik han en interessant henvendelse.

- Jeg blev ringet op mellem jul og nytår i 1999. Det var TV3, som havde hørt, at jeg havde kontraktudløb, og de vidste, at jeg var uddannet journalist, så de ville høre, om det kunne være noget for mig at få et job hos dem, når og hvis jeg stoppede.

- Jeg gik og tyggede lidt på det i julepausen, og ved du hvad? Nu havde jeg egentlig prøvet at være med i dansk topfodbold, og der er også et liv efter det. Det var jo ikke sikkert, at tilbuddet fra TV3 stadig lå der, hvis jeg havde taget en sæson eller to mere, så jeg greb muligheden.

Fra den ene dag til den anden skiftede han side. Pludselig stod han og interviewede sine tidligere holdkammerater.

- Det var specielt på mange måder. For det første savnede jeg faktisk helt vildt at spille. Jeg ville jo give min højre arm for selv at spille de kampe, jeg var ude at dække. Det vil jeg dybest set stadig i dag. 

- Jeg bilder af og til mig selv ind, at jeg nok stadig godt kan spille en Superliga-kamp, men det er jo helt tåbeligt, siger han med et grin, inden han slår over i en seriøs tone igen.

- Hvis man først har spillet for fulde huse i Parken og på Brøndby Stadion, så har man bare oplevet noget, man ikke kan opleve andre steder. Det giver et adrenalin-kick, som et almindeligt job aldrig nogensinde kan give.

- Den der følelse, man får, når man går ind i en tackling, eller når man er fuldstændig smadret efter 90 minutter, den får man altså ikke af at sidde ved en computer. Man kan godt være smadret på andre måder, men man får ikke den der fede, fede følelse af at være fuldstændig udmattet.

- Den savner jeg til tid og evighed og ville gøre det resten af mit liv, hvis jeg kunne komme til det, siger Dan Hirsch Sørensen.

Blev i fodboldmiljøet
Han nød dog, at han forblev en del af fodboldmiljøet, og selvom det var specielt at skifte side, så var det også rigtig spændende.

- Jeg synes ikke, der var ulemper. Jeg synes kun, der var fordele. Der var en gensidig tillid hos begge parter. Spillerne stolede på mig, og jeg stolede på dem, så jeg synes kun, det var positivt. Jeg har aldrig oplevet det som en negativ ting.

- Der kunne selvfølgelig være nogle historier, hvor det kunne grænse lidt til noget inhabilitet, og det ville være et spørgsmål, om jeg kunne være kritisk nok – men sådan synes jeg aldrig, det var. Hvis man er fair & square, så skal de dårlige historier også kunne fortælles, siger Dan Sørensen.

Årene gik med Onside-udsendelser og Champions League-studier, inden han fik job hos konkurrenterne SBS, som i dag er Discovery Networks.

Lidt efter lidt begyndte han at lappe over med arbejde hos TV Midtvest, hvor han stadig er i dag og har sine egne magasinprogrammer om sport.

- Det var en fin kombination, fordi jeg stadig havde foden inde i fodboldverdenen, men jeg skulle også pludselig vide, hvad borgmesteren i Vesthimmerland og Ringkøbing/Skjern Kommune hed. Det var meget sundt og meget rart at få noget andet ind i livet end kun fodbold.

Både fodboldkarrieren og journalistkarrieren startede altså en lille smule tilfældigt – eller det var måske ikke nødvendigvis tilfældigt.

- Er tingene i livet tilfældige eller ikke tilfældige? Det kan man diskutere fra nu og til juleaften. Det bliver selvfølgelig ikke en ret lang diskussion, for det er juleaften lige om lidt, men det er jo dybest sen en stor diskussion, om man tror på, at tingene er tilfældige, eller der er en mening med det.

På den måde kunne man passende afslutte denne historie. Den har også været lang. Men når man har spillet i Vejle Boldklub i slutningen af 1990'erne, så har man anekdoter – og dem skal der være plads til.

THOMAS GRAVESEN
Dan Hirsch Sørensen griner lidt, da han hører spørgsmålet om røverhistorier fra tiden i Vejle Boldklub.

- Så kommer man jo altid til at tale om Thomas Gravesen – desværre eller heldigvis, siger han med et grin og indleder en talestrøm om af historier.

- Thomas var en éner, og jeg kan stadig huske, da den der uregerlige knægt kom ind til sin første træning med førsteholdet. Han var ikke til at styre på en tønde land. Jeg var voldsomt imponeret af hans fodboldmæssige kunnen. Det var tydeligt, at han kunne noget helt, helt særligt. Han havde en boldbehandling ud over det sædvanlige, og han var en helt vild vindertype.

- Da vi vandt sølv og fik medaljerne overrakt ovre i Lyngby, gad han nærmest ikke have medaljen. Han var ved at smide den ud. I bussen var han tvær hele vejen hjem, for han syntes jo altså, at vi skulle have vundet guld.

- Men vi var altså oppe imod et Brøndby-hold, som var uhyggelig stærkt på det tidspunkt. Der var absolut ingen, der kunne gøre noget ved dem.

- Alle med tilknytning til Vejle Boldklub var pavestolte af den der sølvmedalje – bortset fra Thomas. Han kunne dog ikke smide skår i vores andres glæde, selvom han var meget tvær. Vi andre forstod ham ikke, men han ville have mere, og det var måske også derfor, han nåede så langt, som han gjorde.

- Thomas er en rigtig god fyr, som jeg har fin kontakt til, og som jeg holder rigtig meget af – men dengang var han ikke en, man holdt helt vildt meget af. Han var en krudtugle, og det var ikke nødvendigvis sjovt at køre i bus til træningslejr ved Gardasøen med Thomas Gravesen ombord.

- Vi var jo nogle gamle gutter, der gerne ville sove lidt, men Thomas havde meget svært ved at sidde stille og sove, så vi andre skulle jo heller ikke have lov at sove.

- Nede på træningslejren skulle vi sove til middag på Veronas træningsanlæg, men det kunne vi heller ikke få lov til. Vi blev pludselig vækket, fordi der var en bus, der kørte rundt og rundt og rundt i en rundkørsel om et springvand – og det var selvfølgelig Thomas.

- Han havde været inde på buschaufførens værelse og havde hugget nøglerne, startet bussen og hamrede rundt i den rundkørsel med hornet i bund, mens vi andre skulle sove til middag. Vi fik ikke lukket et øje den dag, siger Sørensen og slår et stort grin op.