Den aktive fodboldkarriere er slut for 37-årige Kristoffer Wichmann, men det er langt fra slut med en hverdag i fodboldens verden.
I weekenden meddelte 2. divisionsklubben HIK, at Wichmann er holdets nye cheftræner i de kommende to år, og selvom det er mærkeligt at stoppe med at spille fodbold, ser Wichmann frem til det nye kapitel.
- Det er et privilegium, at man selv vælger at stoppe på et forholdsvis højt niveau og får den her mulighed, når man har ambitioner om at gå trænervejen. Så skal man sige ja, siger Wichmann til bold.dk.
Specielt at stoppe
Den nyudnævnte cheftræner forklarer, at han igennem længere tid har vidst, at han skulle prøve sig af som træner.
- Det er da specielt at stoppe med at spille fodbold, som man har gjort i så mange år. Men det er jeg helt parat til. Igennem de sidste otte-ti år har jeg vidst, at jeg gerne ville gå trænervejen og har været nysgerrig på det.
- Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke var begyndt at tænke, hvornår det rigtige tidspunkt var at stoppe og prøve trænergerningen. Jeg har tidligere sagt nej til tilbud i forhold til trænergerningen, fordi jeg ikke har følt, det har været det rigtige, eller fordi jeg ikke har været parat til at stoppe, siger han.
Og selvom han ikke var blevet træt af at spille fodbold, så kunne han mærke, at tidspunktet nu var det rette.
- Her er der en klub, som har et fundament og en ro, og det gør det spændende. Jeg er privilegeret over, at jeg er i en situation, hvor jeg kan vælge noget til og ikke bare skulle tage noget, jeg var nødt til at tage.
- Derfor er HIK et sindssygt spændende og godt sted at være for mig. Hvis man træder ned på HIK's baner, så emmer det bare af fodbold. Der er virkelig blevet bygget noget op i HIK, især ungdomsmæssigt, som er helt unikt, siger Wichmann.
Har masser af idéer
Ifølge Kristoffer Wichmann har den tidligere cheftræner Peter Feher været en stor inspiration for ham, og han roser det arbejde, den nuværende FC Helsingør-træner udførte i sin tid i HIK.
Derfor skal Wichmann heller ikke ind og lave noget radikalt om.
- Det vil være omsonst at begynde at ændre på det arbejde, som Peter Feher og Piotr Haren har lavet. Vi har bygget en rigtig solid spillestil op med bolden. Det vil jeg selvfølgelig bygge videre på.
- Så handler det selvfølgelig om, hvad jeg vil byde ind med. Det er lige så meget arbejdet med mennesket og mentaliteten, samt at vi som gruppe går i samme retning med ens mindset.
Cheftræneren vil forsøge at justere enkelte steder, forklarer han.
- Selvfølgelig skal der også krydres noget på i spillestilen, men det er jo ikke kun med bolden - det er også uden bolden, fodbold spilles. Men helt generelt spilles fodbold med hovedet.
- Jeg har masser af visioner og idéer til, hvordan vi kan blive endnu bedre, og det ville også være en falliterklæring, hvis jeg ikke havde det.
Passion og engagement
Kristoffer Wichmann forklarer, at han kommer til at være en nærværende træner, der vil arbejde meget individuelt med spillerne. Og så kommer han til at stille krav - både til sig selv og spillerne.
- Jeg er en engageret, passioneret og reflekteret træner på træningsbanen. Hvis jeg skal forlange det samme af mine drenge, så starter det hos mig.
- Jeg er helt afklaret ved at sætte en retning og vil gøre alt for, at spillerne forstår og følger den retning.
- Min ambition vil altid være at udvikle og hjælpe den enkelte spiller, så han kommer nærmere sine mål og drømme, men altid med holdet som altoverskyggende stjerne, siger Wichmann.
Kristoffer Wichmann overtager et HIK-hold, der ved vinterpausen ligger nummer ni i 2. divisions gruppe 2. Der er dog kun tre point til pladserne, der giver adgang til forårets oprykningsspil.
anton@bold.dk


HIK
CampoBet 2. division





























