2024-02-08 09:21:00

Divisionsprofil er trappet ned: Ked af det aldrig blev til Superliga

Valon Ljuti har spillet et hav af kampe i 1. division, men trods flere muligheder faldt det aldrig i hak, så han kunne prøve kræfter med Superligaen. Det kan han godt ærgre sig lidt over.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Brønshøj, Lyngby, FC Roskilde, Fremad Amager, HB Køge og senest Nykøbing.

Valon Ljuti står noteret for næsten 300 kampe i 1. division, men midtbaneprofilen fik aldrig indfriet drømmen om Superligaen eller udlandet.

Der var ellers forskellige ting på tale i løbet af årene, fortæller nu 33-årige Ljuti i et interview med Bold.

- AGF var interesseret, og Viborg ville også købe mig, men Brønshøj ville have for meget. Og så var Hobro der, da de rykkede op i Superligaen.

- Der valgte jeg Lyngby i stedet, og det var måske et forkert valg, når man ser på det nu. Alle vil gerne have prøvet Superligaen. Hvis jeg kunne lave det om, havde jeg nok gjort det, siger Ljuti.

Artiklen fortsætter efter billedet

NordicBet Liga -Divisionsprofil er trappet ned: Ked af det aldrig blev til Superliga
Foto: Nykøbing FC

Han ærgrer sig over, at han aldrig nåede op på øverste niveau herhjemme.

- Jeg kan da godt tage mig selv i at tænke, hvad der kunne være sket, hvis jeg havde valgt Hobro og var kommet i Superligaen, men sådan er det jo altid.

I den gode Brønshøj-tid var der også en mulighed hos tyske Bochum, som gerne ville se nærmere på Ljuti.

- Den uge, jeg skulle af sted, var jeg skadet med anklen, så det var virkelig ærgerligt. Jeg ville gerne, men jeg havde spillet en halv sæson med en ødelagt ankel, så jeg var på piller, og min ankel var helt blå og gul.

- Jeg kunne ikke rigtig tage af sted, selv om jeg rigtig gerne ville. De ville have mig i den bestemte uge, så det blev ikke til noget, fortæller han.

Støvlerne er pillet ned fra hylden igen
I sommer valgte nu 33-årige Valon Ljuti at stoppe med professionel fodbold, efter kontrakten i Nykøbing udløb.

- Jeg troede, jeg ville tage det tungere, end hvad jeg har gjort. Det har faktisk været okay.

- Selvfølgelig savner man at leve af at spille fodbold, og man savner holdånden, omklædningsrummet og alt det, men når jeg snakker med andre, der er stoppet, har det været ganske fint for mig.

Valon Ljuti er dog for ganske nylig startet med fodbold igen – denne gang på et lidt lavere niveau i form af Serie 1 hos Herlev-klubben Liria FK.

- Jeg stoppede i sommer med fodbold på højt plan, og så har jeg kendt Liria i mange år, og det lød som et spændende projekt. Jeg har savnet at spille lidt fodbold, men det skulle ikke være på højt niveau igen.

- Ambitionen er at komme højere op i rækkerne, og det ville da være rigtig sjovt, siger Valon Ljuti.

Podcast Cover

Crystal Palace smidt ud af Europa League

Hattrick | Afsnit 156

Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.

Læs mere
-15:02

Annonce

1 kommentar

Se kommentarer
Annonce