Mikkel Juhl har fået fremtiden på plads, da han er skiftet til FC Roskilde i NordicBet Ligaen.
Dermed forlader han nu også Lyngby Boldklub, hvor opholdet aldrig blev den store succes, da tiden i kongeblåt blot blev til to kampe og et lejeophold til FC Fredericia.
Men den seneste tid har givet Juhl blod på tanden, og derfor er han klar til at smadre igennem iført FC Roskilde-trøjen.
- Jeg glæder mig helt vildt til at komme ind og møde drengene og bare klø på. Jeg fik faktisk en ekstra uges ferie og tænkte, at det var fint nok. Men dagen efter kunne jeg ikke vente med at starte igen.
- Jeg glæder mig til at få støvlerne på og give den gas, siger Mikkel Juhl til Bold.
Det har ikke været nemt for højrebacken i den seneste tid, hvor han røg mere og mere på bænken i FC Fredericia.
Han ser derfor også skiftet til FC Roskilde som det perfekte match, da han her kan starte på en frisk og genfinde det høje niveau, som han viste tidligere.
- Jeg kommer i en god form. Jeg sad meget på bænken hos FC Fredericia til sidst, men jeg fik jo minutter i stort set alle kampe. Jeg kom også ind og var farlig.
- Det er også målet at komme ind og blive en profil hos FC Roskilde, efter at jeg har haft et halvuheldigt ophold i Lyngby, hvor det ikke blev til det, som begge parter troede på.
Skuffet over Lyngby-tid
Der var store forventninger til Mikkel Juhl, da han tilbage i 2022 skiftede til Lyngby Boldklub efter en fremragende sæson i Nykøbing FC.
Her havde højrebacken været en af de store profiler, og det skulle han forsøge at tage med videre i den kongeblå trøje.
Men sådan gik det ikke, da det i stedet kun blev til to kampe.
- Jeg er helt klart skuffet. Jeg har mødt en masse dejlige mennesker, og Lyngby er en fed klub, men jeg tror bare, at det ikke var det match, som vi havde håbet på.
- Jeg er skuffet over, at jeg ikke fik en større chance, hvis man kan sige det sådan. Men jeg er også med på, hvordan branchen er, og det er sådan, det er.

Foto: Lyngby Boldklub
Men selv om det ikke blev til succes i Lyngby, er Juhl på ingen måde vred på klubben.
- Jeg fortryder ikke noget eller er sur på nogen. Jeg kom ind med bulder og brag efter en flot sæson, men så var der et niveau op til Lyngby, hvor jeg skulle finde mig tilrette.
- Jeg synes, at jeg godt kunne have fået en større chance. Men det er også det der med at gribe den, når den så kommer i nogle træningskampe og ting og sager.
Juhl tilføjer desuden, at dialogen mellem ham og Lyngby har været god hele vejen, og det har backen været glad for.
Klar til at sparke røv
Det er hårdt at møde modgang, men man bliver stærkere på den anden side.
Sådan har Mikkel Juhl i hvert fald haft det, da opholdet i Lyngby Boldklub virkelig har givet ham vigtig erfaring.
- Jeg har lært meget af sådan en modgang, sådan rent fodboldmæssigt. Jeg mødte op hver dag og vidste, at der skulle ske noget mirakuløst for at komme på banen den weekend.
- Jeg vil derfor sige, at jeg har fået hår på brystet i forhold til at klare sådan en gang modgang.
Og det kommer nu til at gavne FC Roskilde.
- Ambitionen er, at vi bliver oppe i 1. division. Det står alene på toppen, og så håber jeg på, at jeg kan komme med ind og bygge videre på det momentum, de har fået.
- Så jeg er super motiveret over at have fundet et sted, hvor jeg kan gøre det godt, udvikle mig og vise mig frem.
- Jeg vil ud og sparke røv, så jeg kan vise alle omkring mig, at jeg stadig er en god fodboldspiller, afslutter Mikkel Juhl til Bold.
24-årige Mikkel Juhl har fået en aftale med FC Roskilde frem til sommeren 2026.
Og tilgangen af højrebacken har skabt stor glæde i domkirkebyen.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Lyngby Boldklub
FC Fredericia
Betinia Liga



































