Eufori.
Det ord beskriver nok bedst Sigurd Haugens afslutning på sæsonen i hollandske Breda.
Den norske angriber var med til at spille Breda op i den bedste række, men vejen dertil gik gennem en helt vild playoff-finale mod Excelsior.
Returkampen blev tabt 1-4, men Breda vandt samlet 7-6.
Det fik Haugens jubelrus til at tage nye højder.
Artiklen fortsætter efter billedet

På de sociale medier delte han efterfølgende et billede, hvor han helt nøgen stod med et trofæ foran sine kønsdele. Opslaget gik efterfølgende viralt.
Nu kommenterer den AGF-ejede angriber sit opslag på Instagram.
- Det var Gytkjær-inspireret (Christian Gytkjær, red.). Jeg var nødt til at bede konen om grønt lys, før jeg postede det, men hun syntes bare, det var fedt. Det var lidt akavet, men ret sjovt, udtaler Haugen smilende til TV 2 Norge.
Gytkjær-referencen stammer fra et billede i 2016, hvor danskeren poserede på lignende vis i Rosenborg.
Haugens opslag bredte sig hurtigt, og det kunne hovedpersonen mærke.
- Jeg har fået vildt meget respons. Det er i overkanten, når man poster sådan et billede, og man beder lidt selv om det. Det har været overvældende, udtaler Haugen til TV 2 Norge.
Sigurd Haugens lejeaftale med Breda indeholder en købsoption, så hollænderne kan gøre skiftet permanent.
Hverken AGF eller Breda har meldt noget ud om fremtiden.
Nordmanden nåede i løbet af sæsonen at notere sig for ti mål og to oplæg i 34 kampe for Breda.
Du kan finde angriberens opslag på Instagram her.

AGF
Breda
Eerste Divisie






























